Sarte sjæle må hellere holde sig væk fra denne lille raket, for Citroën C2 1,6i 16V VTS er en bil uden filter: stiv som et bræt, med en støjende motor, men også med lynhurtige reaktioner både på bremser og styretøj. Modelbetegnelsen giver en antydning af, hvor vi er henne: VTS kan let læses som det franske ord 'vitesse', altså fart, og det er det, denne topmodel i C2-familien handler om. Nu er det nok alligevel ikke en bil, man vil køre specielt hurtigt i. I hvert fald ikke ret længe ad gangen. Støjen, især fra udstødning og dæk, bliver ret øredøvende allerede ved 130 km/t, hvor motoren snurrer med ret hektiske 4.500 omdrejninger. Men bilen behøver heller ikke køre hurtigt for at demonstrere sine overlegne køreegenskaber. Styretøjet er meget direkte, så det mindste vip med håndleddene er nok til at få den til at skifte kurs. Og bilen er med garanti helt fri for krængning, så stiv er den. Vi ville hjertens gerne have prøvet den på en sydfransk bjergvej - her må den virkelig være i sit es. Hårdt bid Bremserne bider hårdt og energisk, og med 125 hk til cirka 1.100 kilo bil mangler man aldrig overskud til en kvik acceleration. Og på grund af den meget lave gearing er det stort set ligegyldigt, hvilket gear man befinder sig i. Godt det samme, for gearskiftet er den ene af de to ting, der for alvor skuffer ved denne bil. Alt andet er strammet op i forhold til de mere normale C2-modeller, men ikke gearskiftet, som arbejder med for lange og for løse bevægelser. Det er ikke noget problem i en normal C2, men her i VTS'en står det i skærende kontrast til de andre funktioner, der fungerer så præcist. Den anden skuffelse er instrumenterne. Det er præcis de samme som i resten af C2- og C3-familien, og man sidder og stirrer på noget, der mest af alt minder om en badevægt. Resten af kabinen er ellers godkendt. Der er et sæt gode sportssæder foran, der støtter fint. Det er der også brug for - på ujævn vej bliver man rystet godt igennem på grund af den meget stive affjedring. Veje, der ellers normalt forekommer at være helt jævne, viser sig i denne bil at være fulde af huller, så en langtur bliver en lidt anstrengende affære. Bagude i den lille C2 findes to enkeltstole, men der er mildest talt ikke meget plads. Det samme gælder bagagerummet, hvor man med lidt held kan klemme to weekendtasker ind. Udstyret rummer bl.a. aircondition og flotte 16 tommer alufælge, men ingen cd-spiller i radioen. Sikkerheden er tilgodeset med seks airbags og ESP-system. Citroën C2 VTS er lige en tand skrappere end lillesøster VTR. Motoren yder 15 hk mere, ligesom undervogn og styretøj er strammet lidt op, men den vigtigste forskel er gearkassen. VTR har Sensodrive-gear, altså af den koblingsfrie model, som kan betjenes med trykplader oppe ved rattet. VTS har som nævnt en helt normal femtrins manuel gearkasse. allan.graubaek@pol.dk
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Rejsebureau om turismen på elsket tropeø: »Det er gået helt bananas«
-
Wegovy, jeg slår op
-
Derfor lukker festival: »Det er sværere i København, end vi havde forventet«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























