Mere afdæmpede former, bedre plads og en ikke alt for voldsom prisstigning. Det er er nogle af hovedpunkterne i den nye Ford Focus, der kommer til Danmark i slutningen af februar. Da den første Ford Focus kom på markedet i 1999, var den lidt af en revolution. Dens kombination af runde og skarpe linjer var måske lidt for skrap kost for kunderne, så Ford fortsatte med at bygge den mere konservative forgænger Escort i et stykke tid. Den nye Focus, der starter ved en pris på 218.000 kroner, skulle nu ikke skræmme nogen væk, og den gamle udgår også, når den nye tager over. Den nye er vokset adskillige centimeter på de fleste punkter, til gavn for især bagagerummet og benpladsen på bagsædet. Sikkerheden er også forbedret, da den nye Focus i alle udgaver har ESP-system, der kan fange en udskridning i starten. Bilen ligner nu stadig sig selv. De skrå forlygter og de høje baglygter, der smyger sig op ad bageste stolper, sørger for en vis genkendelighed, hvorimod kabinen har fået en større oprydning. Væk er alle de mærkelige linjer og former, der krydsede hinanden i det såkaldte New Edge-design i den første Focus. En sær detalje er dog bevaret: Viskerkontakten, der fungerer stik modsat af stort set alle andre biler. Bevægelsen, hvor man trækker kontakten op mod rattet, starter normalt viskerne på forruden - men her er det viskeren på bagruden, der går i gang. Glad for sving Vi har prøvet bilen på en stærkt snoet, cirka 350 kilometer lang testrute i Toscana. Faktisk oplevede vi ikke at køre ligeud mere end højst 200 meter ad gangen, og stort set hele turen blev tilbragt i 3. og 4. gear. Derfor kan vi rapportere, at den nye Ford Focus æder sving med stor appetit og helt uden fordøjelsesproblemer. Den ændrer kurs lynsnart og uden vaklen, når man ønsker det, og den gør tilsyneladende aldrig noget dumt, selv ved lidt kiksede manøvrer som f.eks. speederslip midt i en kurve. Ved præsentationen havde Ford valgt at rulle biler med to af de største motorer frem: begge på 2,0 liter - en diesel med 136 hk og en benzinmodel med 145 hk. To kraftfulde og behagelige motorer, som dog nok også skubber prisen op i nærheden af 300.000 kroner. Affjedringen sluger voldsomme bump i vejen uden problemer. Vi havde nu heller ikke forventet andet, da forgængeren jo allerede var en af de mest velkørende biler i sin klasse. Og denne klasse omfatter biler som f.eks. VW Golf, Opel Astra og Peugeot 307. De ligger prismæssig næsten klinet op ad hinanden - og det vil sige lige omkring 220.000 kroner for grundmodellen med en motor på 1,4 liter/80 hk. Danske Focus-kunder vil nok gå mest efter den femdørs udgave med lidt større motor, 1,6 liter/110 hk, som starter på 241.000 kroner. Der er tale om et hop på cirka 12.000 kroner i forhold til den nuværende Focus, men udstyret er også forbedret. En stationcar vil også være på plads ved den danske premiere 26. februar, og den vil koste 10.000 kroner mere end den femdørs hatchback. Og så er den nye Ford Focus en bil for ikkerygere. Den leveres uden askebæger og lighter, som de smøgtrængende dog kan købe for cirka 1.000 kroner ekstra. allan.graubaek@pol.dk
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Rejsebureau om turismen på elsket tropeø: »Det er gået helt bananas«
-
Wegovy, jeg slår op
-
Derfor lukker festival: »Det er sværere i København, end vi havde forventet«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























