Det er sjovt at være lille, så hvorfor konstruere et stort skrummel af en bil, når man kan få plads til lidt af hvert i en mindre. Den udmelding har Renault materialiseret i Modus, en helt ny bil, som kan fås hos de danske forhandlere fra begyndelsen af november. Modus er en lille MPV med klar adresse til yngre familier. Dens nærmeste konkurrenter er Fiat Idea og Opel Meriva, og alle tre biler er karakteriseret ved stor fleksibilitet, når det gælder sæder og opbevaring, samt det mindre festlige faktum, at man skal betale i omegnen af 200.000 kroner eller derover for dem. Det virker pebret, når man kan få større biler af asiatisk oprindelse for det samme eller mindre. Til gengæld er de europæiske bilmagere mere opfindsomme for tiden, og Modus bidrager med flere nye påhit. Tag nu for eksempel bagklappen med to åbninger - den sædvanlige store og så en lille ekstraklap under bagruden, som mindre bagage kan rutsje ind ad. Let at åbne - også selv om der skulle holde en anden bil lige bag ved. Den lille klap er ekstraudstyr til 5.000 kroner. Eller den nyttige detalje i form af opbevaringsrummet under passagersædets polstring, som kan huse en stak papirer, eller endnu bedre: klappes op og fungere som håndtaskeholder, så man slipper for, at tasken ryger på gulvet under opbremsninger. Begrænset bagageplads LørdagsLiv traf Modus i den forløbne uge, da den blev præsenteret for motorpressen i Portugal. Dens udseende er kompakt og imødekommende - nærmest som en let forvokset Clio. Ikke noget, der vækker forventning om oceaner af plads inden døre, så glade blev vi i de behagelige sæder, for kabinen er rummelig og lys - tak til de store vinduespartier foran og også bag i bilen, hvor de vil vække jubel hos udsigtssultne børn. Lange ben og store armbevægelser er der også plads til, især hvis sæderne rykkes tilbage og med et håndtagstræk forvandles fra tre smalle til to af lænestolsbredde. Loftshøjden er dog mindre ødsel på grund af den let dalende taglinje. Men man kan ikke få alt i en bil, der er 3,79 meter lang, og smilet stivnede en anelse ved synet af bagagerummet. Når bagsæderne er skubbet helt tilbage, kan det rumme 198 liter, hvilket er en sjat mindre end i en Fiat Panda og meget mindre end for eksempel Opel Meriva. Lidt mere plads kan der fremtrylles med bagsæderne længere fremme, ligesom bagsæderne kan lægges ned i et asymmetrisk split. Sæderne kan også kolbøttes helt frem bag forsæderne, men desværre kun i form af hele bænken og ikke enkeltvis. Med sæderne i den position sluger bagagerummet små 1.300 liter. Til gengæld hænger bagsædeselerne og dingler underligt langs sidedørene. Og så ud at køre: Rat og førersæde kan indstilles højt eller lavt efter ønske, udsynet er fint, og de midterstillede digitalinstrumenter er enkle og overskuelige. Styretøjet arbejder let og forudsigeligt , affjedringen er til den bløde side og gearet lidt knoklet at have med at gøre. Vi stiftede bekendtskab med tre motorer: den lille benzinvariant på 1,2 liter og 75 hk, som havde det hårdt, når det gik op ad bakke, og forekom at være lige i underkanten, hvis Modus skal bruges til meget mere end bykørsel. Så var der mere 'rigtig bil' og god kraft over 1,6 liter-udgaven med 115 hk, som sagtens kunne stå for en længere ferietur sydpå. Bedste indtryk fik vi af den 1,5 liter store dieselmotor med 80 hk, som virkede frisk på enhver trafikal udfordring. Ingen af motorerne gav megen lyd fra sig i kabinen. Sikkerhed og seniortække Modus er velforsynet med sikkerhedsudstyr, for Renault ved godt, at den slags er i høj kurs hos familiepublikummet. Som standard har bilen blandt andet seks airbags - heraf to gardinairbags, der dækker alle sideruder - samt det elektroniske stabiliseringsprogram ESP. Der er stålforstærkning og skumforing i for- og bagdøre, og ratstammen trækker sig automatisk tilbage i tilfælde af kollision. Selv om Renault primært har familier i sigte til de 500-600 Modus'er, som firmaet årligt satser på at sælge i Danmark, er bilen ikke fritaget for også at have seniortække med det fortrinlige udsyn, de høje sæder og den lette manøvrering. Til gengæld er bilen næppe noget for folk, som ynder at tilbringe fritiden under motorhjelmen. Kun en smal sprække af motorrummet er tilgængeligt under den korte Modus-motorhjelm. Lige præcis nok til at tjekke olien og fylde vand og sprinklervæske på. Resten må værkstedet tage sig af. De to første tilgængelige Modus-motorer i Danmark er en benzinmodel på 1,2 liter og 75 hk til en introduktionspris på 178.000 kroner og en dieseludgave på 1,5 liter og 65 hk, som har en startpris på 208.000 kroner. De får selskab af yderligere tre udgaver til næste år: En 1,4 liters benzinmodel med 98 hk, som koster 8.000 kroner mere end basisudgaven, en 1,6 liters benzinmotor med 115 hk samt dieselvarianten med 1,5 liters motor og 80 hk til 10.000 kroner mere end de 65 hk. Mulighederne for ekstraudstyr omfatter blandt andet en cykelholder til montering bag på bilen. Den har plads til to tohjulede og koster 7.000 kroner.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Hvis du tror, at ulven er jydernes problem, skal du måske tro om igen
-
Obama slår alarm, mens Trump fejrer afgørelse, der vil ændre amerikansk valghandling
-
Salg af lejligheder i københavnsk boligområde kaldes »pinligt og dybt problematisk«
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Da Pia Olsen Dyhr indtog talerstolen, kunne man tydeligt høre, at noget er i gære på Marienborg
-
Da jeg slettede Instagram, stod jeg pludselig med et uforudset problem
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Klumme af Lawand Hiwa Namo
Ny lyd-app fra Politiken
Politiken Lyd er lavet til dig, der hellere vil lytte til nyhederne og journalistiske fortællinger i stedet for at læse dem.
Debatindlæg af Lise Coermann Mathiesen og Rune Baastrup
Kronik af Sofie Risager Villadsen




























