Det bedste argument for at købe en stationcar er som regel, at den tilbyder masser af plads. Vi siger 'som regel', for det er nu langtfra altid tilfældet. Tag nu f.eks. Volvo V50, der har den facon, man forventer af en stationcar, men den rummer nu ikke specielt meget. Men det er nok helt bevidst fra Volvos side, for det går helt fint med at sælge disse ikke-rummelige stationcarmodeller - se blot på Audi A4 Avant og BMW 3-serie Touring, der fylder pænt i fabrikkernes ordrebøger. Så vi skal sådan set ikke kritisere noget. Dem, der for alvor har brug for plads, kan jo bare købe en Ford Mondeo. Alt det gode, vi for et par måneder siden kunne sige om sedanmodellen S40, kan vi sådan set gentage her. Den nye lille Volvo er en sand fornøjelse af køre. Den er fast i affjedringen, har et dejligt kontant og præcist styretøj, og den har en førerplads, der er så velindrettet, at den er svær at trumfe. For testbilens vedkommende har medaljen dog en bagside, og det er prisen. Nu havde importøren ganske vist også udstyret os med en bil, der er tæt på at være topmodellen i V50-familien, og den ender derfor på 548.000 kroner. Ønskes firehjulstræk, stiger prisen med yderligere 40.000 kroner. Højere til taget Til den pris kan det ikke undre, at Volvo V50 T5 byder på et orgie af motorkraft og udstyr. Den femcylindrede turbomotor med 220 hk er i stand til at rykke i overvældende tempo. Den har seks gear og trækker allerede rent i sjette gear fra 50-60 km/t. Eneste malurt: den stramme og tunge kobling, der betyder, at bilen let går i stå, når man prøver at sætte i gang. I hvert fald indtil føreren har fået en chance for at vænne sig til den. Gearskiftet er i øvrigt en fornøjelse med korte og præcise bevægelser. V50-modellen har en anden taglinje end S40, og det giver lige et par centimeter ekstra hovedplads ved bagsædet, og det betyder, at bagsædet lige akkurat får karakteren 'godkendt' til voksentransport. Men der er på ingen måde ødslet med pladsen. Bedre adgang til bagagen Bagagerummet i S40 er svært at udnytte, fordi klappen er så lille, men den side af sagen er naturligvis også forbedret i V50, der har en bagklap i fuld højde. Dermed er det betydelig lettere at få læsset tingene ind, men rummeligheden kniber det stadig med. På forsæderne går det noget bedre. Sæderne har en fortrinlig facon, der bør passe til både store og små. Instrumenterne er fint aflæselige, og der skal gå en særlig ros til midterkonsollen, som både er en fornøjelse at se på, men især at betjene. De centrale funktioner - radioens lydstyrke og kanalvalg, blæser og temperatur - styres med store runde drejehåndtag, som er langt lettere at få fat i end de små trykknapper, der normalt er standard i biler i denne klasse. Desværre har V50 samme håbløse kopholdere mellem forsæderne som S40. En vandflaske af normal størrelse falder uhjælpeligt omkuld, og dørlommerne er i øvrigt så små, at de lige kan rumme et par cd-skiver - så er der fyldt op. Ud fra et dansk synspunkt vil en mere fornuftig Volvo V50 være 1,8-modellen med 125 hk og en pris på 340.000 kroner. Her er der skåret kraftigt i både udstyr og motorkraft, men den har stadig alt det sikkerhedsudstyr, der kan stoppes i en bil. allan.graubaek@pol.dk