Rent snyd

Foto: Jens Dresling
Foto: Jens Dresling
Lyt til artiklen

Når nu folk er vilde med firehjulstrækkere, men alligevel ikke bruger bilernes terrængående egenskaber til noget, hvorfor så ikke bare bygge en bil, der ligner en firehjulstrækker, men ellers er helt almindelig? Det har Citroën gjort med modellen C3 X-TR, der har fået et mere barsk udseende med kraftige plastpaneler for, bag og på siderne, men ellers er det på alle måder en helt almindelig C3. Et sæt tagbøjler hører også med i pakken, der skubber prisen over på den anden side af 200.000 kroner, men der følger også ganske meget udstyr med i en X-TR. De kraftige kofangere har en ubestridt fordel i bytrafik og på tætpakkede parkeringspladser: Der er nedsat risiko for ridser i lakken. Ingen koblingspedal Teknikken i en X-TR kendes fra andre modeller i C3-familien. En motor på 1,6 liter og 110 hk, der er koblet til det særlige Sensodrive-gear, hvor der ikke er en koblingspedal, og hvor der kan skiftes gear med knapper oppe ved rattet eller med gearvælgeren i gulvet. Og man kan skifte manuelt eller lade automatikken stå for arbejdet. Gearet fungerer nu bedst i den manuelle stilling. Når det arbejder automatisk, har det især et problem ved nedgearinger, når man ruller hen mod en lyskurv for at standse helt op. Så foregår gearskiftene i temmelig kraftige og uskønne ryk - en typisk svaghed ved denne geartype, også i andre biler som f.eks. Opel Corsa. Med knapperne på rattet foregår skiftene derimod let og ubesværet, og netop Citroëns store skifteknapper er nogle af de mest velfungerende af slagsen, fordi de er så nemme at ramme uanset rattets stilling. Motorens 110 hestekræfter har relativt let spil med den cirka 1.075 kg tunge bil, og den er udpræget kvik under acceleration, og alligevel har den en fin benzinøkonomi. Vi kørte omkring 15 km/l efter 300 kilometers blandet kørsel. Blød i koderne Affjedringen i C3 X-TR er så blød, at man vitterlig skulle tro, at det skyldes hensynet til terrænkørsel, hvor hjulene helst skal kunne bevæge sig mest muligt op og ned. Den bløde affjedring er sådan set udmærket ved kørsel på veje med dårlig belægning - som der findes en del af i København - men det tager noget af brodden af bilen ved frisk kurvekørsel. Her mangler den lidt præcision i sin opførsel, men den bliver aldrig usikker. Det skyldes bl.a. det standardmæssige ESP-system, der griber ind, når en udskridning truer. Det bløde går igen i sæderne, som Citroën ellers betegner som 'sportssæder'. Vi ville snarere sige 'sportssofa', for formen er såmænd udmærket, men især ryglænet mangler fasthed. Så efter vores smag er det ikke sæder til langture. Citroën C3 X-TR sælges indtil til slutningen af juni til introduktionspris på 212.000 kroner, men stiger så 7.000 kroner og kommer til at koste det samme som C3 1,6 Elegance, men mangler lige et par udstyrsdetaljer: fartpilot, læderrat og cd-afspiller - så det er altså prisen for det mere barske udseende. Som terrænbil duer Citroën C3 X-TR til nul og niks, som almindelig familiebil er den derimod udmærket. Men helt billig er den ikke, da den omfattende udstyrsliste driver den op i en pris, så den faktisk er en anelse dyrere end den billigste udgave af den noget større og langt mere praktiske Citroën Xsara Picasso.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her