Otte år efter premieren på Octavia-modellen forsøger Skoda at løfte det tjekkiske traditionsmærke endnu en tand eller to længere op i bil hierarkiet -- godt hjulpet af teknisk bistand fra ejerne i VW-koncernen. Et par dages pressepræsentation af den nye Skoda Octavia i Grækenland efterlader umiddelbart indtrykket af en stilsikker og velkørende bil, med tilsyneladende højere kvalitet end tidligere set hos Skoda. Prisen? Ja, den er hævet fra de tidligere forholdsvis lave priser, blandt andet fordi VW-koncernen som de fleste andre bilfabrikker i øjeblikket er i gang med en europæiske harmonisering af prisniveauerne. Så hvor den bedst sælgende Octavia model med 1,6-liters benzinmotor og mellemste udstyrsniveau i øjeblikket koster 216.000 kr., lander den tilsvarende nye udgave af Skoda Octavia formentlig på ca. 250.000 kr. Priserne ligger dog ikke helt fast endnu. Så priskonkurrencen med f.eks. Peugeot 307 og de koreanske mærker Hyundai og Kia er umiddelbart tabt, mens f.eks. Ford Focus og Toyota Corolla ligger i samme prislag. Derfor handler det for Skoda om at sælge budskabet om, at man får meget værdi for pengene på alle leder og kanter. Gør man så det? Ja, i det store hele, hvis førstehåndsindtrykket også holder, når bilerne ruller ud til de danske forhandlere til september. Visuelt genkendes Skoda Octavia nemt - det ydre klassiske design er nænsomt blevet opdateret, rundet af, sådan som traditionen byder sig i VW-koncernen. Da Skoda Octavia deler teknisk platform med den nye VW Golf V, er pladsforholdene i kabinen gode. Mere plads bagude Selve kabinen er vokset med knap fire centimeter i bredden og knap fem centimeter i længden, og det mærker man først og fremmest som mere plads til knæene ved bagsæderne. Hovedhøjden er også ganske fin, men bagtil ikke helt så god som i VW Golf, hvilket skyldes, at taglinien går kraftigere nedad. Men for personer på op til 190 centimeter i højden går det fint. Skoda Octavia appellerer i sit koncept kraftigt til børnefamilierne, og her kan den nye tjekke blandt andet sætte trumf på ved at præsentere et af de største bagagerum i klassen. 560 liter snupper bagagerummet umiddelbart og hele 1.350 liter, hvis bagsædet lægges ned. Det er flot, og svarer til en mellemstor rygsæk mere end forgængeren kunne klare. Fjernede man Skoda-emblemerne fra Octavias kabine, ville man nok gætte, at man havde med en VW at gøre - designet ligner. Og ikke mindst når det drejer sig om det subjektive kvalitetsindtryk i kabinen, skal man efterhånden have den helt store lup frem for at afgøre, at der er lagt mindre kvalitet ned i en Skoda - hvis overhovedet. LørdagsLiv havde lejlighed til at prøve to udgaver af den nye Octavia: én med en FSI-benzinmotor på 1,6 liter/115 hk samt én med en dieselmotor på 2,0 liter/140 hk - den foreløbige topmodel. Derudover er der to benzinmotorer i programmet: 1,4 liter/75 hk og 1,6 liter/102 hk samt endnu en diesel: 1,9 liter/105 hk. Hvor den store toliters dieseludgave leverede meget overbevisende motorpræstationer, havde den mindre 1,6 liters benzinmotor naturligt nok lidt sværere ved at få fremdrift i den 1.265 kilo tunge bil. Føles lidt tungere Præstationen er dog godkendt, men Skoda Octavia føles overordnet lidt tungere, mere sat i præstation og bevægelser end f.eks. VW Golf V. Blandt andet synes styretøjet ikke at være indstillet på helt så meget sjov. Affjedringen er som i Golf lagt ud til den kontante side uden at være decideret hård. Kun da hullerne på de græske landeveje var værst, stod affjedringen af. Ligesom den gamle Octavia kommer den nye udgave i tre forskellige udstyrsniveauer: Classic, Ambiente og Elegance. Herhjemme satser Skoda især på at sælge mellemudgaven med 1,6 liter benzinmotor på 102 hk og Ambiente udstyr. I forhold til den gamle udgave indebærer det som noget af det vigtigste den fulde sikkerhedspakke med seks airbags mod tidligere fire plus det elektroniske stabiliseringsprogram ESP.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Sexscenerne med hans kone vakte opstand. Og det er langtfra den eneste skandale
-
Hårdt presset Trump truer Europa med det store brud
-
Morten Messerschmidt: »Virkeligheden er jo, at blå blok tabte valget«
-
Obama slår alarm, mens Trump fejrer afgørelse, der vil ændre amerikansk valghandling
-
Du slipper ikke serien om de uopsigtsvækkende personer, før den er forbi
-
De to håndværkere kan næsten ikke overskue, at strækningen er lukket for trafik: »Det her er fuldstændig vanvittigt«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























