Absolut hidsig

Foto: Miriam Dalsgaard
Foto: Miriam Dalsgaard
Lyt til artiklen

Der er nu noget rart ved at drille og snyde lidt - i al godmodighed selvfølgelig. Som chauffør i en Skoda Fabia RS har man alle muligheder for at drille de andre trafikanter på landevejen, der let overser den lille bil. For godt nok har den lille Skoda fået brede fælge og lidt ekstra spoilere, men den ligner alligevel en lille almindelig småbil, der blot har fået lidt kosmetiske forandringer og så endda er udstyret med en brændstoføkonomisk dieselmotor med den klassiske hakkende lyd. Men når det gælder om at komme først ud af starthullerne i et lyskryds, er det alt andet end en lille bovlam oliebrænder. Den stormer over stok og sten som en sand GTI, hvad den i bund og grund også er. Bilen er nemlig sat op som en lille sportsvogn, men blot udstyret med en dieselmotor med 130 hestekræfter og et drejningsmoment på forrygende 310 newtonmeter. Stram undervogn På motorvejen vil den lille Skoda helst lege med de lidt større Audier, Peugeoter og måske en enkelt BMW. Men legen er hurtigt ovre. Dels på grund af hastighedsbegrænsningen og dels fordi Skodaen har en mellemacceleration, så den hurtigt lægger afstand. Faktisk føles det som at køre i en noget større bil end den lille-bil, Skoda Fabia trods alt er. Den kører bekvemt, trods stram undervogn og de meget lave, brede og hårde sportsdæk, som den er født med. Man sidder godt og ser godt ud gennem vinduerne. I det hele taget er det tydeligt, at Skoda har styr på at skrue en bil sammen. Der er stort set ingen raslelyde, og resten af interiøret er sat fornuftigt og tilforladeligt sammen. Men på ét punkt lever Skoda Fabia slet ikke op til de krav, man kan stille til en moderne bil. Vindstøjen er nemlig markant - ja nærmest øredøvende ved motorvejskørsel. Styretøjet er præcist, såvel på småveje som på motorvejen. Undervognen er hård, men alligevel komfortabel på længere ture på lande- og motorvej, hvor ujævnheder suges overraskende godt, og så er den 1,9 liter store dieselmotor noget af en perle. Den trækker som en hest, er uhyre kultiveret og særdeles tyst. Gearskiftet hører ikke til de mest præcise, vi har prøvet. Det virker sjasket og lidt løst, men har ellers gode korte bevægelser. Velformede sæder Det er efterhånden som at sætte sig ind i et overskudslager af VW- og Audi-dele, når man prøver en bil fra VW-koncernen som dagens Skoda. Det hele sidder, som det skal, med undtagelse af knapperne til varme og udluftning, som sidder meget lavt, er dårligt belyst og derfor svære at se og betjene. Men Skoda Fabia kan ikke matche de noget dyrere søstre, når det gælder følelsen af kvalitet. Skoda benytter billigere og mere grov plastik i kabinen, sæderne er godt nok godt faste og meget sportslige, men samtidig beklædt med et tynd nylonagtig stof, der ydermere er særdeles modtagelig for fedtede fingre og spor efter sko - f.eks. på bagsideryggen, hvor det grå-hvide stof hurtigt bliver mere gråt end hvidt. Bagsædepassagererne har ikke lige så gode forhold som på forsædet, hvor pladsen og komforten er god. Skoda har nemlig valgt at indrette tre siddepladser bagi, og det er en fejl. Sæderne er blevet så smalle, at der ikke engang er plads til et barnesæde på hver plads. Forsøger man sig, sidder låsen til selen langt omme bag sædet, og det er mildt sagt upraktisk. Sikkerhed og økonomi Det er efterhånden en dyr fornøjelse at blive Skoda-ejer. Glem alt om gamle dages billigbil. Skoda Fabia RS er en GTI-udgave og koster derfor ekstra dyrt. Men man får også noget for pengene. Rimeligt udstyr, fornemmelsen af god kvalitet og fortrinlige køreegenskaber. Samtidig borger dieselmotoren for en brændstoføkonomi, der er ud over det sædvanlige i GTI-klassen. Bilen klarer nemlig 19,6 kilometer per liter diesel ved blandet kørsel - helt så langt nåede vi dog ikke. Sikkerhedsmæssigt er Skoda Fabia RS på et o.k. niveau, uden at skille sig positivt ud. Fire airbags er godkendt, og det trækker op, at bilen har ESP-system og kraftige skivebremser på alle fire hjul. Skoda Fabia RS får fire hjerter. Ned trækker for meget vindstøj og mangler i brugervenlighed, bl.a. omkring varmeapparat og brugen af bagsædet til børnesæder. Op trækker en forrygende dieselmotor, gode køreegenskaber og lavt brændstofforbrug.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her