Ideen er god nok, men udførelsen halter lidt. Ideen ved Suzuki Ignis har været at skabe en minibil, som samtidig har lidt offroaderpræg. Det vil sige høj og robust i udtrykket, og faktisk kan bilen også fås med firehjulstræk, som betyder, at det i hvert fald ikke er Ignis 4WD-ejeren, der kører fast i en snedækket indkørsel. Her har vi dog fat i grundmodellen med forhjulstræk, en motor på 1,3 liter/94 hk og en pris på 148.000 kroner. Det er en absolut gunstig pris - konkurrenter som Fiat Punto, Skoda Fabia og Toyota Yaris koster let 30.000 kroner mere, hvis de skal have samme motorkraft. Endnu et fortrin er en garanti på tre år eller 100.000 kilometer. Rummelig kabine Styrken ved Suzuki Ignis er dens rummelige kabine, svagheden er en lidt for primitiv undervogn. Affjedringer har altid hørt til Suzukis stærke sider, og denne Ignis er helt unødvendigt hårdt afstemt. På dårlige veje er den decideret ubehagelig ved lav fart, mens affjedringen er lidt bedre i stand til at glatte ud på ujævnhederne, når farten er lidt højere. Så optræder til gengæld et andet problem: ved motorvejskørsel i kraftig blæst, hvor styretøjet bliver ubehageligt letgående. Det virker, som om der bliver pustet alt for meget luft ind under forvognen, hvor man mere har brug for, at bilen bliver presset ned mod vejbanen. Styretøjet er ved alle hastigheder meget let, så det giver ikke den bedste føling med hjulene. Det er ærgerligt med den stive affjedring, for ellers er kabinen i Suzuki Ignis udmærket skruet sammen. Der er store sæder foran, som har en dejlig fast polstring. De er ganske højt monteret, så det er let at komme ud og ind i bilen. Desværre mangler der lige et par centimeters vandring i, at sædet kan komme langt nok tilbage, når en langbenet chauffør har taget plads bag rattet. Forhåbentlig stemmer rattets indstilling - det kan nemlig ikke justeres i hverken højde eller længde. Rundt om i kabinen findes i øvrigt synlige resultater af Suzukis medlemskab af den store General Motors-familie. Adskillige kontakter er lånt hos Opel, og det er heller ikke det værste sted at få den slags fra. Instrumenterne er aldeles nydelige, oplyst i en fin rød nuance. Rundt omkring er der rigeligt med småtingsrum til flasker, mobiltelefoner etc. Den kabine kan Suzuki såmænd godt være lidt stolt af. Dog med de nævnte forbehold. Bagagerummet er ret lille - på kun 236 liter. Sikkerhedsudstyret omfatter lige det nødvendige, f.eks. fire airbags og aktive nakkestøtter, der kan modvirke piskesmældsskader. Men f.eks. bremseassistent eller ESP-system? Nej, findes ikke. Rå motorgang Motoren i basismodellen er som nævnt på 1,3 liter/94 hk, hvilket er ganske passende til den 950 kg tunge bil. Motorgangen er lidt rå, og gearskiftet i testbilen, der havde kørt cirka 5.000 kilometer, var trægt og besværligt at arbejde med - især i skiftet fra 4. til 5. gear. Forhåbentlig bliver det bedre med tiden. Koblingen er også noget speciel, idet den først tager fat i de yderste millimeter af sin vandring. Lidt hoppende igangsætninger og gearskifte er ofte følgen. Suzuki Ignis kunne godt trænge til lidt finpudsning i krogene, men det kommer næppe lige med det første, da bilen faktisk fremstår i en helt ny udgave. Den må derfor nøjes med tre hjerter.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Peter Viggo Jakobsen: »Det var så hjernedødt og åndssvagt«
-
Hans forbrug af kvinder nævnes ikke med et ord
-
Russere sælger de døde tilbage til deres familier
-
Obama kan lukke og slukke som den sidste præsident fra en nogenlunde fælles virkelighed
-
»Krim er i absolut krise«: Ukraine sætter over 100 russiske skibe ud af spillet
-
»Da hun smadrede alle mine guitarer med en hammer, tænkte jeg, at det var på tide at komme væk«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
De NYVALGTE
Russere sælger de døde tilbage til deres familier
Debatindlæg af Christoffer Gamborg Breitenbauch
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























