Slip for at træde koblingen ned utallige gange i bytrafik og slip også for den heftige regning på cirka 25.000 kroner, som det normalt koster at få automatgear i bilen. En mellemting mellem en normal manuel gearkasse og det velkendte automatgear er nemlig den automatiserede manuelle gearkasse - som den hedder i mangel af et bedre udtryk på dansk. Den har faktisk en normal kobling, men den udløses automatisk, så føreren skal kun koncentrere sig om to pedaler, nemlig bremse og speeder, og alt efter temperament kan man lade gearkassen skifte af sig selv eller selv tage affære ved at bruge gearvælgeren i gulvet eller et par skifteplader oppe ved rattet. Ved gearskift træder både elektronik og hydraulik i aktion. Når gearkassen står i 'Automatisk' følger sensorer med i kørslen: Hvad er farten, går det opad eller nedad, hvor hårdt træder føreren på speederen. Gearskiftene finder sted, uden at føreren foretager sig noget som helst, men koblingen 'trædes ned', der skiftes gear, og koblingen slippes igen. Alt sammen på mellem 0,5 og 1 sekund. Meget hurtigere kan nogen menneskefod alligevel ikke gøre det. I den manuelle stilling sker det samme - men så er det føreren selv, der bestemmer, hvornår det skal ske. Først i Alfa Romeo Denne type gearkasse er ingenlunde ny, men det er først nu, at den begynder at få større udbredelse. I 1999 dukkede det op i Alfa Romeo 156 Selespeed, året efter fulgte Opel Corsa Easytronic efter, og så er det gået slag i slag med flere bilmærker. I øjeblikket er det Citroën, der synes at satse mest på denne type gearkasse. Franskmændenes Sensodrive-gear leveres både til benzin- og dieselmotorer, og topmodellerne af C3 Pluriel og C2 fås udelukkende med Sensodrive, hvor det ellers normalt tilbydes som et alternativ til den manuelle gearkasse. Hos Citroën i Paris har vi netop prøvet en af de nyeste modeller med det koblingsfrie gear: C3 1,4 HDI. Dieselmotor og Sensodrive harmonerer rigtig godt sammen og giver tilsammen en uhyre afslappet og stressfri kørsel. For en pendler, der måske tilbringer en time dagligt i stop og kør-trafik på Køge Bugt-motorvejen, kan det i hvert fald blive en stor lettelse at slippe for de utallige udkoblinger og samtidig nyde dieselmotorens fortræffelige brændstoføkonomi. ESP med i købet Citroën tager normalt 8.000-9.000 kroner for et Sensodrive-gear, men når den nye C3 1,4 HDI kommer til Danmark til februar, vil merprisen være 13.000 kroner. Det skyldes, at motoren til den tid vil leve op til de kommende Euro 4-normer for udstødningens renhed, der ellers først træder i kraft i 2005. For at nå dette mål har det været nødvendigt at stoppe flere kostbare materialer, bl.a. det sjældne grundstof rhodium, ind i katalysatoren. Og så får man i øvrigt også ESP-system med i bilens pris, der vil ligge meget tæt på 200.000 kroner. En bil med Sensodrive bruger i teorien en smule mindre brændstof end en bil med normal manuel gearkasse. Måske ikke altid i hverdagen, men det slår igennem på de målinger, der afgør den årlige ejerafgift. F.eks. kører en Citroën C2 1,4 (benzin) 16,4 km/l med normal gearkasse, men 16,9 km/l med Sensodrive, og det er nok til, at den lige glider ned på en billigere ejerafgift: 1.520 kroner årligt mod 2.020 kroner. En besparelse på 500 kroner årligt, og da Sensodrive til denne bil koster 8.000 kroner ekstra, er det såmænd tjent ind efter 16 års ejerskab. Se også den følgende artikel
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Rejsebureau om turismen på elsket tropeø: »Det er gået helt bananas«
-
Wegovy, jeg slår op
-
Derfor lukker festival: »Det er sværere i København, end vi havde forventet«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























