Familiebil i forklædning

Foto: Morten Langkilde
Foto: Morten Langkilde
Lyt til artiklen

Med sit design, sine store hjul, 20 centimeters frihøjde og sine proportioner i det hele taget signalerer Mitsubishi Outlander terrængående muskelbundt. Men allerede i det brev, forhandleren sender til testkøreren for at bekræfte aftalen om en prøvekørsel, understreges det, at den »ikke er beregnet til at forcere mudderfyldte grøfter«. Hvis vi skulle være i tvivl. Det er vi ikke. Mitsubishi betegner sin Outlander som en såkaldt sport wagon, en mellemting mellem en behersket offroader og en almindelig stationcar. Den er udstyret med et permanent firehjulstræk, som i tilfælde af glat føre eller lignende automatisk fordeler kræfterne til hjulene efter behov, og som sammen med frihøjden vil føre bilen problemfrit gennem en dansk normalvinter. Også ude på landet. Udstyrslisten er omfattende og byder blandt andet på fjernbetjent centrallås (selv om det er grænseløst irriterende, at nøgle og fjernbetjening ikke er integreret), elektriske ruder i alle fire døre, elektrisk indstillelige spejle med varme, aircondition, stereoanlæg med cd (desværre ikke fjernbetjent), 16 tommer alufælge som standard m.m. Fremragende sæder Standardudstyr er også såkaldte 'sportssæder'. Sport eller ej, de er fremragende. Man finder let en behagelig kørestilling (selv om ryglænet reguleres i små intervaller og ikke trinløst), og det er længe siden, denne testkører har siddet så godt i en bil. Men sidder urokkeligt fast i sæder, som er en ren fornøjelse. Rattet er derimod kun regulerbart i højden. Selv om siddehøjden ikke er mere end 10 cm over 'almindelige' bilers, er det nok til at give et fint overblik. Instrumentbrættets sølvfarvede finish er tænkt som et frækt og retrosmart metallook, men det ligner i betænkelig grad en billig transistorradio. Selve instrumenterne er derimod med deres røde tal på hvid baggrund letaflæselige både i dagslys og mørke. Alle betjeningsknapper nås ubesværet fra førerpladsen, og der er god plads omkring føreren, mange fralæg ningsrum og gode holdere mellem forsæderne og i bagsædearmlænet til kopper og flasker. Også i det plane bagagerum er der praktiske aflukkelige rum i gulvet, men den gode frihøjde giver jo desværre en dårlig læssehøjde. Solidt bundtræk Testbilens firecylindrede toliters benzinmotor præsterer en ydelse på 136 hk. Den er støjsvag - også ved høje hastigheder - og giver kun en klædelig snerren fra sig ved hurtige accelerationer. En smidig sag med et solidt bundtræk, der såmænd godt kan trække de to ton op fra 40 km/t i 5. gear, hvis det skulle blive nødvendigt. Læg dertil en letgående og præcis styring, et kontant og effektivt gearskifte samt en fint afbalanceret lidt stram affjedring, der giver minimal krængning i svingene, og du står med en meget velkørende landevejs- og langtursbil. Fire skivebremser tæmmer effektivt kræfterne. Firehjulstrækket var der ikke anledning til at afprøve i rigtig glat føre, men kørsel på våde og smattede skovveje gav ingen problemer. Og selv om vi ikke taler om virkeligt terrængående egenskaber, giver frihøjden alligevel mulighed for en del svinkeærinder i skoven. Ud over karrosseriets forstærkninger og selerne med selestrammer varetages sikkerheden af fire airbags, hvilket efterhånden er i underkanten. På hvide plader koster Mitsubishi Outlander 342.000 kroner. Den fås også uden firehjulstrækket, hvorved 30.000 skæres af prisen, men den helt store besparelse opnås, hvis man kan nøjes med den som varebil på gule plader og kun to siddepladser. Med samme udstyrsniveau koster den 157.000 kroner plus moms. For pengene får man en komfortabel bil med god plads til den, der kan lide stilen, med et firehjulstræk som ikke mindst vil være til glæde for dem, der bor uden for byen og året rundt færdes på små og mindre veje. Der er ingen udsigt til en Mitsubishi Outlander med dieselmotor, men en kommende 2.4 liters benzinmotor vil udstyre bilen med 160 hestekræfter, hvilket vil trække prisen op på 375.000 kroner

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her