Fornuftig sportsvogn

Lyt til artiklen

Det er ellers ikke fordi der ligefrem mangler sportslige coupé-biler på bilmarkedet. Alligevel vil Alfa Romeo nu tilbage i førersædet og lancerer derfor deres helt egen af slagsen, Alfa GT. Nu skulle det også bare mangle, at netop Alfa Romeo ikke skulle have en coupé i produktion. Om nogen var det Alfa Romeo der i 1950'erne og 1960'erne skabte coupé-begrebet og vandt berømmelse med biler som Giulietta og Giulia Sprint GT. Med Alfa GT forsøger de at genvinde det renommé. Et par hurtige timer på bjergvejene over Monte Carlo afslører, at Alfa GT er særdeles velbalanceret, rimelig komfortabel trods en kontant undervogn og at bilen også er brugbar. Den har to fornuftige bagsæder, hvor kun hovedhøjden giver kvaler og hvor selv bagagerummet har plads til rejsebagagen. Som dansker bliver det ingen billig fornøjelse at få fingre i Alfa GT, når den kommer til Danmark i begyndelsen af det nye år. Der er godt nok ikke sat endelig pris på bilerne, men en GT med 1,8 liters motor ventes at koste omkring 360.000 kroner, mens modellen med to-liters motor runder de 400.000 kroner. Kvaliteten hævet For de penge får man en bil, der på klassisk Alfa Romeo-vis er særdeles velkørende. Og så er Alfas satsning på at hæve kvaliteten for alvor ved at kunne ses. Bevares, hvis man har tyske Audi som referencepunkt, så er der et stykke vej endnu, men specielt i kabinen kan man mærke, at fabrikken arbejder intenst på at sige endeligt farvel til gamle dages elendige kvalitet. Det betyder, at knapperne sidder rigtigt, de fungerer lækkert, kontakterne ligner nærmest de tyske og plastikkvaliteten er nydelig - uden at nå topniveau. Kun ude i krogene, f.eks. omkring vinduesrammen sidder plastiklisterne ikke som de burde og afslører, at det altså er en italiensk bil vi har at gøre med. Men nu har det jo altid været køreegenskaberne og designet, som Alfa Romeo har skullet vinde på. Design kan altid diskuteres, men selv i Monte Carlo, som ellers hører til de områder i verden, hvor der kører flest Mercedes, Bentley og Aston Martin, fik den nye Alfa Romeo fodgængerne til at kigge en ekstra gang. Køreegenskaberne er, som man kender dem fra Alfas lille 147-model, hvilket ikke er så mærkeligt, når nu GT'en er bygget op på samme platform. Styringen er neutral, undervognen er absolut stram, men til at holde ud selv i den daglige kørsel og så er styretøjet præcist, men lidt stramt at håndtere. Gearkassen, hvor Alfa Romeo ellers aldrig har udmærket sig, fungerer til ug. Præcist, med dejligt korte bevægelser og uden tænders gnidsel, selv når skiftet går rigtigt hurtigt. Motormæssigt er der en god del at vælge imellem for de kommende GT-kunder. Hvad f.eks. med en diesel-motor med 150 heste? På turen rundt i Monte Carlo gjorde den særdeles god væsen af sig og overflødiggjorde en god del af gearskifterne, fordi den er så momentstærk. Desværre står diesel-udgaven ikke på den liste over de modeller, som hentes til Danmark. På den liste står fem benzinmodeller, fra den lille 1,8 liters GT 1,8 TS med 140 heste til den store 3,2 liters V6-motor med 240 hestekræfter. peter.benson@pol.dk

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her