Åhhh, sukker misundelige sjæle, når topløse biler glider stille forbi på en smuk sommerdag. Tænk, om man havde en cabriolet, lyder det drømmende. Ja, men tænk så på, hvor få dage om året, man vil nyde en tur uden tag i Danmark, rationaliserer det mere fornuftige jeg. En cabriolet er for velhavere og de helt særlige dage, hvor varmen lægger sig som et tæppe over landet, lyder en af de mest udbredte holdninger til bilerne. Men med den rette påklædning kan det faktisk godt lade sig gøre at nyde en novemberdag under åben himmel. Varmeanlægget kører på maksimum, og vintersolen stråler ned fra oven. Det er en af de varmere efterårsdage, og Citroëns seneste skud på cabrioletstammen, C3 Pluriel, har efter en del besvær fået taget af. Med chaufføren pakket ind i en tyk frakke, halstørklæde og handsker, der hurtigt viser sig at være for tyndstrikkede, triller bilen af sted med en i starten ikke særligt overbevist fører bag rattet. Gennem Københavns gader og med rystende hoveder og undrende blikke i en hale efter sig. Det går overraskende fint. Efterårsluften farver kinderne lyserøde, da den lille bil drejer ned mod motorvejen, og mod al forventning viser det sig, at den kolde luft selv ved høj fart faktisk ikke gør kørslen videre ubehagelig. Så længe man har det rette tøj på, vel at mærke. Efter den første prøvetur under åben himmel viste det sig hurtigt, at strikhandsker og nederdele ikke er nogen god ide. Tyksålede sko er derimod et uvurderligt plus. Få i Danmark Det kan sagtens lade sig gøre at køre med vinduerne rullet ned og taget pakket væk i bagagerummet. Men hvis det også skal være til at holde ud for bagsædegæster og kuldskære passagerer, er det klart en fordel at lade vinduerne forblive oppe. Det giver stadig fornemmelsen af at køre i åben bil, men langt mindre kold luft i både ansigtet og ved fødderne. Om det er prisen eller den ikke helt velfunderede tanke om, at det er for koldt at køre i cabriolet det meste af året, der har fået bilkøbere til at vælge de blødtagede biler fra, er uvist. Klart er det dog, at Danmark hører til blandt de europæiske lande, der procentvis køber færrest cabriolet'er. »Jeg tror, den afgørende faktor for det lave danske salg af cabrioleter er prisen. Danske købere af cabrioleter skal efter skat lægge et betydeligt ekstrabeløb for at købe en cabriolet i stedet for samme bil uden aftageligt tag. Det er et spørgsmål om livsstil og for de færreste en løsning, de har råd til. Det kan godt være, at forestillingen om at køre i åben bil i Danmark om vinteren også har en indflydelse, men jeg tror, det er prisen, som er afgørende«, siger Peter Bertelsen, branchekonsulent i Danmarks Automobilforhandler Forening og tidligere begejstret nyder af vind i håret på alle årstider bag rattet i en MG. Prisen kan da også sagtens være en afgørende faktor for, at der indtil videre er blevet solgt et begrænset antal på ca. 150 stk. af Citroën C3 Pluriel i Danmark. Den lille bil med de runde former, frække farver og aftageligt tag koster fra ca. 236.000 kroner for 1,4-modellen og kan kun huse en familie, hvis samtlige medlemmer af husstanden har meget korte ben. Og det kræver også, at mindst en af førerne af bilen har tid til at sætte sig ind i den noget langsommelige og lidt besværlige proces, der er forudsætningen for at få taget af. En Citroën C3 Pluriel koster 88.000 kroner mere end en normal lukket C3. Nytænkning på vej Citroën har de seneste år arbejdet på at genoplive sit image som bilproducenten med de anderledes, individuelle biler, som tidligere gav 2 CV- og DS-fans hjertebanken. C3 er ligesom lillebror C2 et godt eksempel på, at den proces er i fuld gang, men endnu ikke færdig. C3 Pluriel er lille, nytænkende og fræk, og netop heri ligger både bilens fordele og ulemper. Bilen er blevet markedsført som en forvandlingsbil, der på kort tid kan skifte ham fra at være en lukket bil til en åben bil - med fire forskellige grader af åbenhed. Det er nytænkning, men desværre endnu ikke så brugervenligt, som det kunne være. Afmontering af taget kræver en indgående indføring, og det er også nødvendigt med nøje planlægning, inden man begiver sig på en længere tur ud i det blå uden tagets bærende sidebjælker. Bjælkerne kan nemlig ikke være i bilen, når taget er pillet af, så bliver det pludselig regnvejr, må man leve med at blive våd eller holde i læ. Skal man holde i læ, er Citroën Pluriel dog ikke et dårligt sted at fordrive ventetiden. Hvis man altså sidder på et af forsæderne. Indretningen er enkel og moderne med smarte farvedetaljer og en fornemmelse af at sidde i en luksuriøs og moderne udgave af en 2 CV. vibeke.stisen@pol.dk
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Derfor lukker festival: »Det er sværere i København, end vi havde forventet«
-
Wegovy, jeg slår op
-
Rejsebureau om turismen på elsket tropeø: »Det er gået helt bananas«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























