Den ligner en rigtig amerikansk kilometeræder. Rå, lidt vulgær og med brede sutter, krom og masser af kræfter skal Chrysler Crossfire nok begå sig hjemme i Staterne. Chrysler Crossfire blev præsenteret første gang på bilmessen i Detroit i januar 2001. Dengang var den en ren konceptbil, der udelukkende skulle trække folk til Chrysler-standen. Det lykkedes. Folk stod i kø og potentielle købere viftede med checkhæftet for at få Chrysler til at starte en egentlig produktion. Det har de så gjort, og bilen sendes på markedet her i Europa til efteråret. Men tilbage til billedet af den ærkeamerikanske kilometeræder. For faktisk bedrager skinnet noget så eftertrykkeligt. Chrysler Crossfire er nemlig langtfra så ærkeamerikansk, som den giver det udtryk af. Hele 39 procent af modellen består nemlig af Mercedes-dele. I praksis er hele undervognen, motorregionen og gearkassen taget fra en Mercedes SLK, og bilen skal endda bygges af de tyske specialister hos Karmann i Osnabrück. Når det er sagt, så har de amerikanske ingeniører og designere gjort et fremragende stykke arbejde med at videreudvikle det tyske ophav. På køreturene rundt på den tyske autobahn og i kurverne i bjergene højt oppe over Rhinen mødte vi med garanti ikke en eneste tysker, der kunne se eller høre, at den amerikanske sportsvogn havde tyske aner. Tilpas buldren Den ser ualmindeligt godt ud, nærmest som en amerikansk version af en Porsche 911, den kører rigtigt godt, og den har en lyd, hvor de amerikanske motoreksperter med succes har fået puttet lige tilstrækkeligt med amerikansk 'buldren' ind i lydbilledet, så det hele ikke bliver for tyst og kedeligt tysk. Vi tog bilen på en todages testtur rundt i området omkring Frankfurt midt i Tyskland. Netop det område er perfekt til biltest, med motorveje uden hastighedsbegrænsninger, store skovområder med småveje og så de herligste serpentinsving i bjergene oppe over Rhinen, der dovent flyder gennem Tyskland. Det er en rigtig topersoners hurtigløber, Chrysler har skabt. Den kører glimrende ligeud, og selv ved topfart, bilen har en tophastighed på 242 km/t, styrer bilen ubesværet. Heldigvis anes de tyske aner også, når farten skal tages af den. De meget store ventilerede skivebremser tager fat, når det er nødvendigt. Nu er det ikke svært at lave en bil, der kan køre hurtigt lige ud. Men at lave en bil, der samtidig kan begå sig i hurtige snævre sving har aldrig været en amerikansk paradedisciplin. Amerikanerne har været eksperter i at putte kæmpe ottecylindrede motorer ind i smarte karrosserier, men gearkasse, styretøj og undervogn har de aldrig kunnet finde ud af at lave efter stram europæisk smag. Det er her, Chrysler Crossfire skiller sig ud. Den kører nemlig fremragende rundt i svingene, den er lynhurtig, styretøjet er nærmest neutralt, og de korte spring i gearene er så absolut en europæisk konkurrent værdig, især med seks manuelle gear. Med automatgear bliver det hele lidt for tilbagelænet til så stram en bil. Vi europæiske journalister var begejstrede for den stramme undervogn, for bilens stive karrosseri og for den sekscylindrede motor på 215 hestekræfter, der presser bilen op over 100 km/t på kun 6,5 sekunder. Men hvad vil amerikanerne sige? De er nemlig vant til store motorer, bløde undervogne og sjaskede styretøj. Tja, Chrysler selv forventer at sælge 20.000 biler om året, og kun 15 procent af de biler skal sælges uden for USA. Lånt fra Mercedes En anden ting, amerikanerne heller aldrig har været gode til, er at skrue bilerne sammen, så de holder længere ud end næste års model. I Chrysler Crossfire er samlekvaliteten o.k., om end et stykke fra de bedste tyske konkurrenter, og interiøret er absolut velfungerende. Nu er det måske ikke så mærkeligt, når opbygningen er lånt fra Mercedes og blot tilføjet lidt amerikanske finesser, et par sølvstænk og nogle ekstra knapper. Prisen i Danmark er fastlagt til ca. 800.000 kr.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Hvis du tror, at ulven er jydernes problem, skal du måske tro om igen
-
Obama slår alarm, mens Trump fejrer afgørelse, der vil ændre amerikansk valghandling
-
Hårdt presset Trump truer Europa med det store brud
-
Så meget utilfredshed og en guitarsolo mast ind på et minut og 40 sekunder. Det er verdens ottende vidunder
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Salg af lejligheder i københavnsk boligområde kaldes »pinligt og dybt problematisk«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























