Familiens efternøler

Foto: Kåre Viemose
Foto: Kåre Viemose
Lyt til artiklen

Den er hverken først, størst eller billigst, VW's nye MPV med navnet Touran. VW har nemlig gået og grublet godt og grundigt over, hvad de dog skulle finde på i MPV-klassen, altså klassen for mindre buslignende personbiler med plads til familie og habengut. Faktisk er VW adskillige år efter en konkurrent som Renault, der i årevis har solgt bundter af deres Scenic, ligesom Opel Zafira og Citroën Picasso har været på markedet i flere år. Har VW Touran så været værd at vente på? Svaret er et tja. Med en pris på over 300.000 kroner er Touran et dyrt bekendtskab, og kombineres det med bilens mangel på nye spændende idéer i indretningen og i designet, så kan det hurtigt blive op ad bakke for VW. Det sagt, så er der ingen som helst tvivl om, at VW Touran er en glimrende bil. Den kører fremragende, og passagererne har fremragende forhold i deres afdeling. Spørgsmålet er så bare, om disse gode egenskaber er nok til at matche de billigere konkurrenter, der hver især har masser af dyder at byde på. Tunge døre Der er ingen tvivl om, at Touran kommer fra VW-familien. Den har det der specielle kvalitetspræg. Dørene er tunge. Kontakterne fungerer med et håndfast vip eller vrid, og indretning og køreegenskaber er alt andet end sprælske. Enten keder man sig usigeligt over den indgroede og ærkekonservative stil, eller også nyder man genkendeligheden og kvalitetsfølelsen. På landevejen er man ikke så meget i tvivl om bilens kvaliteter. Den kører glimrende på lande- og motorvej - lyden fra den hårdtarbejdende 1,6-liters motor er nærmest ikke hørbar, og vind og vejr er isoleret godt og grundigt ude fra kabinen. Oppe i fart rækker bilens 115 heste, den holder en høj marchfart uden de store sværdslag, men med fuldt læs og modvind får den hurtigt problemer ved overhalinger. Snerrende motor Problemer har den lille motor også ved accelerationer og ved sportslig kørsel på småveje. Den snerrer, og den sekstrins gearkasse, der ellers er særdeles præcis, skal virkelig på arbejde for at holde farten oppe. Det er synd og skam med den manglende motorkraft. Bilen klarer nemlig snildt selv hurtige og snævre sving - endda uden at den høje MPV krænger. Styretøjet er præcist, og det er tydeligt, at VW har arbejdet med undervognen, som kommer til at gå igen i bl.a. den kommende nye Golf. Der er noget at glæde sig til. Fire plus tre Jeg stoppede fire voksne og tre børn ind i bilen (der var monteret med sæde nr. seks og syv som ekstraudstyr til ca. 14.000 kroner), og de var godt tilfredse. De sad godt, de applauderede de fikse flyborde, og de havde rigeligt plads til ben og store armbevægelser. De to ekstra sæder helt omme bagi kan faktisk bruges af selv voksne passagerer, men det bliver lidt anstrengende på de længere ture. Til børn er de ekstra sæder derimod helt perfekte, de har deres egen lille hule, hvor leg og spektakel kan foregå nærmest uforstyrret. Minusset ved at benytte de ekstra sæder er, at det ellers imponerende bagagerum forsvinder nærmest fuldstændigt og da kun 'æder' et par køletasker og tæpperne til skovturen. Heldigvis er det forholdsvis ukompliceret at tage sæderne ind og ud, og alle sæder og ryglæn kan, selvfølgelig, lægges ned, så pladsen kan udnyttes fuldt ud. Fast og stram VW Touran er fast og stram, håndtagene er kraftige, plastikken kedelig, men i god kvalitet, og intet knirker eller vrider sig. Der er en følelse af kvalitet i bilen. Og kvaliteten går igen i bilens sikkerhedsniveau. En ting er den passive sikkerhed, hvor den nye undervogn æder selv store huller, reagerer hurtigt, styretøjet er præcist, og bremserne virker perfekt. Noget andet er de seks airbags og så ikke mindst ESP-systemet, der hjælper føreren ved sving og undvigemanøvrer. I crashtestorganisationen Euro NACP's vurdering giver det VW Touran fire stjerner ud af fem - en absolut pæn karakter. VW Touran får fire hjerter. Op trækker den lækre forbarbejdning og gode køreegenskaber. Ned trækker en høj pris, manglende idéudvikling og en snerrende motor på hårdt arbejde.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her