Indtil for ganske få år siden var det - om ikke utænkeligt, så i hvert fald lidt bonderøvsagtigt - at smide sin møgbeskidte Toyota Landcruiser foran en af de smarte cafeer i byen. Et sådant 'landbrugsredskab' faldt pladask igennem over for moderigtige softroadere som Hondas CR-V, Toyotas egen RAV4 og ikke mindst de noget dyrere BMW X-5 og Mercedes ML. Nu har Toyota besluttet, at også firehjulstrækkeren Landcruiser med 50 års i arbejdsmandstøj skal kunne gå an i byen. Det indebærer et blidere udtryk i design, en blødere gangart uden for marksporet og et ekstra skud komfort i kabinen. Resultatet af Toyotas operation er som udgangspunkt vellykket, og rigtige offroad-entusiaster kunne derfor frygte, at markens herre har mistet sine oprindelige dyder. Det er ingenlunde tilfældet. Der er ikke pillet en snus ved Landcruiserens terrænegenskaber, og det vil nu som før sige, at den optræder helt suverænt i terrænet. Hvad enten det går op ad jordbakker, ned i mudderhuller eller fremad på våde græsenge, finder Landcruiser med det permanente firehjulstræk et solidt fodfæste. Kilden til succes i terrænet er en masse elektronik og et topmoderne Torsen-differentiale, der fordeler trækkræften optimalt - med en lille ekstra gearstang vælger man mellem høj (normal vej) og lav (terræn) udveksling. Det fungerer alt sammen til ug. Nødvendig luksus I den basale udgave på gule plader koster en Landcruiser med fem døre og en treliters commonrail dieselmotor knap 316.000 kroner inklusive moms og levering. Problemet med grundmodellen er, at den ikke gør 100 procent fyldest, hverken som offroader eller som softroader. Et ordentligt køretøj kræver montering af Toyotas såkaldte Luksuspakke 1, der bl.a. består af det meget nyttige trinbræt, større skærme og hjul plus almindeligt komfortudstyr som integreret cd-anlæg og fuldautomatisk klimaanlæg for at nævne nogle af de vigtige ting. Denne 'lille' detalje, der gør offroaderen komplet, koster dog et 86.000 kroner stort ekstratræk på bankkontoen. Hvor store penge, der egentlig er tale om, fatter man først, når man ser, hvad den tilsvarende (med ekstra sæderække ganske vist) bil på hvide plader koster: Lige knap 760.000 kroner. Duer den som cafebil? Joh da. Den er moderigtig i udtryk, kabinen er lækker og komfortabel, der er tæpper på gulvet i lastrummet, og det hele er udført i en overbevisende kvalitet. Der er alligevel stadig noget grov landkarl over den, så selv om den absolut gør sig i byen, vil den næppe være førstevalget. Men behagelig er den da, og såvel på landevejen som på storbyens hullede veje overrasker Toyota Landcruiser ved at have en rigtig god og komfortabel affjedring. Det vil dog være en tilsnigelse at kalde den en optimal langtursbil, men i forhold til tidligere generationer af offroadere er Landcruiser årgang 2003 en sand fornøjelse. Små minusser Den nye treliters commonrail diesel med 160 heste under hjelmen har som udgangspunkt også de kræfter, der skal til for at give den to ton tunge bil fornuftige præstationer. Men man kan overraskende nok sætte fingeren på et par kritiske punkter. Det ene handler om, at den nye commonrail diesel - trods et ekstra lag lydisolering under hjelmen - larmer, som om der var tale om en ældre dieselmotor og ikke sidste nye skrig. Det andet er, at der mangler en anelse bundtræk helt nede fra de allerdybeste kælderregioner. Ganske vist er der i teorien maksimalt moment til stede allerede ved 1.600 omdrejninger, hvilket er flot, men i praksis tager man sig ofte i at geare ned for at få ordentlig fremdrift i bilen, og det var vel ikke lige meningen med en diesel ? Summa summarum lander Toyotas nye Landcruiser på fire hjerter. Teknikken overbeviser både i terræn og på almindelig vej med det lille minus, at dieselmotoren ikke opfører sig eksemplarisk. Komfortmæssigt er den også godt med, om end Toyota tager sig (for) dyrt betalt for basalt udstyr som klimaanlæg og cd-anlæg, trinbræt osv.