Nu bruger Lexus ganske vist heller ikke selv betegnelsen stationcar, men siger i stedet »crossover« - den amerikanske betegnelse for biler, der krydser grænser mellem flere forskellige klasser. Så måske skal man bare se Lexus IS 200 Sportcross som en normal femdørs familiebil i den nedre luksusklasse. Bagagerummet sluger 400 liter, hvilket svarer meget godt til andre biler i samme størrelse. Denne Lexus vil nok heller ikke blive brugt til transport af gods, der er meget mere omfangsrigt end et sæt golftasker, og derfor vil det nok heller ikke genere ejerne, at bagagerummet faktisk er temmelig kantet i sin facon. De bageste støddæmpertårne rager voldsomt ind i siderne, og gulvet er heller ikke helt jævnt, når bagsædets ryglæn er lagt ned. Kontant bil Bortset fra udbygningen af bagpartiet er denne Lexus Sportcross identisk med den IS 200 sedan, vi prøvekørte for et par måneder siden. Det er derfor en meget kontant bil, der appellerer til de kørere, der godt kan lide at arbejde lidt for sagen. Tag motoren f.eks.: Den er på 2,0 liter og yder 155 hk. Nok til overlegne præstationer skulle man mene. Når man sætter i gang fra en lyskurv, kommer der da også meget energiske lyde fra motoren, omdrejningstælleren snurrer, men pludselig opdager man, at den lille Peugeot 206 ved siden af faktisk kommer præcis lige så hurtigt af sted. Den sekscylindrede rækkemotor i Lexus IS 200 er nemlig næsten decideret slap ved lave omdrejninger. Den skal i hvert fald op på cirka 3.000 omdrejninger, før den begynder at flytte sig i et tempo, der passer til en bil til over 400.000 kroner. Gearene skal altså bruges flittigt - og der er da også seks af dem. Alligevel kan man ved motorsvejsfart sidde og savne et 7. gear. Gearingen er lav, og det viser, at Lexus formentlig ikke har haft afslappet motorvejskørsel som højeste prioritet, men til gengæld muligheden for at udnytte motorens kræfter maksimalt ved f.eks. bjerg- eller landevejskørsel. Springene mellem 2., 3. og 4. gear er da også ganske små, og det forhøjer absolut bilens underholdningsværdi. Og de mere dovne kan altid vælge at hoppe direkte fra 3. til 6. gear. I byen klarer man faktisk de fleste skarpe sving i 4. eller sågar 5. gear, der trækker rent helt nede fra ca. 30 km/t. På kurverige småveje er bilen i sit es. Den krænger kun minimalt, er i god balance, har et præcist styretøj og har i hvert fald på tør vej et fornemt vejgreb. Afdæmpet motor Gearskiftet kræver helt præcis behandling, især hvis man vil undgå klonkfrie skift fra 1. til 2. gear - tricket består i at indlægge en lille kunstpause mellem de to laveste gear. Så fungerer gearskiftet upåklageligt. I den oprindelige version af Lexus IS 200 var motoren lidt af en totrins raket, hvor de sidste kræfter kom med et mærkbart ryk ved lidt over 4.000 omdrejninger. Nu følger kraftudfoldelsen mere glidende, men entusiasterne vil måske savne fornemmelsen af, at 'efterbrænderen' slår til. Lexus IS 200 er efterhånden fire år gammel, og da den kom frem, var de kronometerlignende instrumenter rigtig smarte. Nu har de bevist, at Lexus godt tør være anderledes - så nu kunne tiden være inde til at få nogle mere normale instrumenter igen. Udstyret er ikke voldsomt omfattende, men det er svært at undgå at blive begejstret for det utroligt velspillende lydanlæg. Til gengæld er det udpræget fedtet, at rattet kun kan indstilles i højden og ikke i længden. Justeringen af ryglænet går også i grove hak - kun hvis man vælger læderindtræk til ca. 55.000 kroner følger der trinløs, elektrisk justering med. Sæderne i sig selv er derimod fortrinlige, og det samme gælder kørestillingen til trods for de lidt begrænsede justeringsmuligheder af rattet. Lexus IS 200 Sportcross ender på tre hjerter, men den kan alligevel være et interessant alternativ til de mere velkendte konkurrenter fra f.eks. Audi, BMW og Alfa Romeo.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Obama slår alarm, mens Trump fejrer afgørelse, der vil ændre amerikansk valghandling
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Hver morgen krammede Sinan Türkmens mor ham og sagde: »Husk, ikke sige noget til nogen om, hvad der foregår herhjemme«
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Rejsebureau om turismen på elsket tropeø: »Det er gået helt bananas«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























