Fusionen der fejlede

Ford Fusion er hævet en anelse i forhold til den almindelige Fiesta, og det letter adgangen til kabinen. - Foto: Finn Frandsen
Ford Fusion er hævet en anelse i forhold til den almindelige Fiesta, og det letter adgangen til kabinen. - Foto: Finn Frandsen
Lyt til artiklen

En uges testkørsel viser, at der er himmelvid afstand fra Fords forsikringer om, at Ford Fusion er en intelligent blanding af de bedste elementer fra bilernes verden, til virkeligheden. Den korrekte udlægning vil være, at Fusion er en ganske ordinær lille bil med lidt mere plads under taget og lidt større bagagerum end en Ford Fiesta. Små forbedringer Det mest underlige er, at Ford ikke for alvor gjorde alvor af de flotte visioner, når man alligevel var i gang med at designe en ny bil. Hvorfor kan bagsæderne for eksempel ikke køres frem og tilbage, så bagagerum og benplads på bagsædet kan varieres efter behov? Det vil være en virkelig forbedring, som flere konkurrenter for længst har introduceret. Fusion er dog ikke blottet for fremskridt i det små. For eksempel er det lidt nemmere at komme ud af og ind i kabinen, fordi bilen er hævet, og sæderne er monteret højt i kabinen. Splitbagsædet er smartere end i dens tekniske moder, Ford Fiesta, fordi sædehynden er delt og ikke et sammenhængende stykke. Og ryglænet på det forreste passagersæde kan lænes frem, så det er muligt at transportere tæpper, trælister, gardinstænger og andre lange genstande. Og så er der et 'hemmeligt' opbevaringsrum under forsædet. Men altså absolut ingen kabinerevolution. En skrabet model Udstyrsmæssigt må man konstatere, at Ford Fusion hører til i den skrabede ende - i hvert fald i basisudgaven Trend. Manuel aircondition, elsidespejle og fjernbetjent centrallås skal købes ved siden af. Hvis man overvejer en del af den slags udstyr, er det smart at betale de ekstra 13.000 kroner, det koster for Eleganceudgaven - så får man ekstraudstyr for 22.000 kroner med i købet. Ford Fusions stærkeste kort er ubetinget motoren. Den 100 hk stærke benzinmotor på 1,6 liter gør et udmærket stykke arbejde, især i bytrafikken, hvor man virkelig værdsætter et godt bundtræk, og på motorvej bevæger den sig ubesværet frem uden generende motorstøj ved almindelige motorvejshastighed. Til gengæld er der en del vindstøj, og langturskomforten er tvivlsom. For eksempel kan venstre fod ikke finde hvile på grund af den store skærmkasse, den oprejste sidestilling trætter i længden, og det er svært at finde en optimal indstilling, så afstanden til rat og pedaler passer. Affjedringen hører til i den lidt fastere ende, hvilket er med til at afdramatisere den høje bils krængning i sving. Den er for dyr Den optimale sikkerhed er noget, man må betale sig til i Ford Fusion. Fabrikken leverer bilen med kun fire airbags som standard, vil man have airbaggardiner koster det 5.400 kroner ekstra, og det særlige elektroniske stabiliseringsprogram ESP forlanger Ford hele 18.000 kroner for. I det hele taget er Fusion en alt, alt for dyr bil. Grundprisen er meget høj - 208.178 kroner for den testede 1,6-liters i Trendudgaven (1,4-liters koster fra 198.179 kroner), udstyret er skrabet, og så koster det altså yderligere 23.400 kroner at få optimeret sikkerhedsudstyret. Det går simpelthen ikke, når man også betænker, at plastkvaliteten i kabinen og stoffet på sæderne blot er mellemvare. Et nyt problem opstår så, når Mazda introducerer sin nye model Mazda 2 på det danske marked i maj. Der er nemlig tale om et stort set identisk bil teknisk set, men til priser, der ligger små 25.000 kroner under Ford Fusion. Alt i alt kan den lille nye Ford kun bære tre hjerter. Køredynamikken og præstationer berettiger nok til fire hjerter, men skrabet udstyr, høj pris, mangler i indretning og funktionalitet trækker ned.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her