Den hylede og skreg i tide og utide og holdt først op med at gøre opmærksom på sig selv, når dens ejer kom og trøstede den. Eller rettere: Slog tyverialarmen fra. Det var nemlig den, der gjorde knuder, men heldigvis for nuværende og kommende Puntoejere drejede det sig her om et stykke tilbehør, som formentlig ikke ret mange Puntoejere får monteret på deres bil. Men ellers kunne denne Punto 1,2 SX med 60 hestekræfter, der i Danmark koster cirka 151.000 kroner, mane alle fordomme om italiensk upålidelighed i jorden. Ikke en eneste gang under de 100.000 kilometer, der blev tilbagelagt på mindre end to år, måtte Puntoen have besøg af en kranvogn, men den havde dog alligevel behov for en del værkstedsbesøg. Som regel på grund af normal slitage, når man altså lige ser bort fra det atypiske bøvl med alarmen. Stabil sællert Puntoen er også den mest stabile sællert i Fiats program for tiden. Da den kom frem i 1993, satte den ny målestok i klassen med rummelighed og passiv sikkerhed. Den havde fra starten to airbags, og det var der dengang ingen af konkurrenterne, der kunne matche. Den nye model, der her er testet, kom på markedet i efteråret 1999, og den får i øvrigt en lille ansigtsløftning i løbet af et par måneder i form af en ny kølergrill etc. Auto Bild benyttede sig af et værksted i Hamburg, der som regel præsterede en temmelig miserabel service. Således blev en forespørgsel om at få skiftet en forlygtepære mødt med svaret: »Ja, om tre dage«. Testkøreren tog derfor selv affære og opdagede, at det var ret simpelt at skifte pæren selv. Og det viste sig at være en nyttig viden, for ikke mindre end syv gange under de 100.000 kilometer blev det nødvendigt at skifte pære. Årsagen til pærernes korte liv er nogle korte tilfælde for høj spænding, som ingen har kunnet opklare, hvor kommer fra. Utætte forlygter En anden svaghed i forlygterne: De bliver fyldt med vand, og lygteglasset dugger derfor indvendigt, hvilket nedsætter både lysstyrke og lygtens levetid. En ny tætning af lygtehuset, som Fiat har indført i starten af 2002, har kureret problemet. Bortset fra disse detaljer gjorde Puntoen et sundt indtryk under den lange test. Bremserne havde dog et lidt kort liv, hvilket kan tilskrives, at bilen altid blev kørt rimelig friskt. Efter 43.000 kilometer måtte de forreste bremsebelægninger fornyes, og efter 59.000 var det bremseskivernes tur. De nye bremsebelægninger holdt dog kun 30.000 kilometer, og her antyder Auto Bild, at det måske lige så meget er reservedele af tvivlsom kvalitet som den friske køremåde, der er skyld i bremsernes hurtige nedslidning. Tandremmen skulle også være i stand til at holde 120.000 kilometer, men den måtte skiftes allerede efter 43.000 kilometer - og det skete på garantien. Ved samme kilometertal var det også nødvendigt at skifte vinduesviskere. Ikke bare gummibladene, men selve viskerarmene var kaput. Høj komfort I øvrigt er der nok ingen tvivl om, at Puntoen mærkede pisken under de 100.000 kilometer - ellers ville det heller ikke være muligt at køre så langt på to år. Der er således noteret et benzinforbrug på 13,1 km/l, hvor den efter normen skulle køre omkring 16 km/l. Det var også nødvendigt at hælde 10 liter olie på undervejs ud over de normale olieskift. Testkørerne hos Auto Bild roser Puntoen for dens nuttede udseende, de fine pladsforhold, de faste og bekvemme sæder samt en generel komfort, som er udmærket for en så lille bil. Der er også ros til det præcise gearskifte, selv om det er et punkt, hvor adskillige af bladets læsere har haft problemer. Puntoejerne har også oplevet mere eller mindre alvorlige svigt i det elektriske system - f.eks. kontrollamper, der uden grund lyser op og varsler snarligt motorhavari. Men et glædeligt syn viste sig, da bilen blev skilt ad i smådele efter de 100.000 kilometer: Der var ingen rust. Et kig ind i hulrummene viste rent og velbeskyttet metal. Også motoren var i perfekt stand. På stempler og i cylindre blev der målt en slitage på mindre end en hundrededel millimeter, og det svarer til tolerancen på nye dele. Knastaksel og ventiler var i tilsvarende fin stand. Rundt om tændspolerne var der dog rustangreb, og derfor vil det kun være et spørgsmål om tid, inden der opstår tændingsproblemer, hvis der ikke gøres noget ved sagen.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Rejsebureau om turismen på elsket tropeø: »Det er gået helt bananas«
-
Oscarvinder fra danskproduceret dokumentar mister sin statuette
-
Wegovy, jeg slår op
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























