Terrængående luksus

Foto: Thomas Borberg
Foto: Thomas Borberg
Lyt til artiklen

Med sin robuste konstruktion, sine store hjul med træk på alle fire og 140 hk at slippe løs ville den ingen problemer have. Kia står der på kølergrillen og Sorento 2,5 Van EX i papirerne. Nummerpladerne er altså gule, men kabinen efterlader ingen varevognsfornemmelse. Og udstyrslisten slet ikke. Kia Sorento Van er billigste dieseludgave af Kias SUV-model, og lad os lige minde om, at SUV står for Sport Utility Vehicle, hvilket i praksis vil sige en firehjulstrækker med udstyr som en mindre limousine. Kias 2,5'er fås også i en fempersoners udgave og i en sekscylindret benzinudgave på 3,5 liter, som prismæssigt ligger på den forkerte side af den halve million kroner. Til gengæld er det nok ikke mindst prisen, der har skabt op til et halvt års ventetider på vanudgaven hos landets efterhånden flere Kiaforhandlere. Lav er prisen i hvert fald i forhold til udstyret, der bl.a. tæller fjernbetjent centrallås, servostyring, klimaanlæg, elruder, elspejle med varme, fartpilot, læderrat og - en behagelighed i prøveperioden - varme i sæderne, der kan justeres i alle retninger, og så selvfølgelig firehjulstrækket, som fra instrumentbrættet kan ændres fra automatisk fordeling af trækkraft til det hjulpar, der har bedst grund under sutterne til permanent firehjulstræk. Eller der kan ved ekstreme belastninger vælges et såkaldt reduktionsgear, som ændrer udvekslingen til gunst for trækkraften. Og når det regelrette varerum fyldes med tungt gods, bliver man glad for den automatiske niveauregulering. Alt dette for lidt over 240.000 kroner. Derimod er underligt nok radio-cd-afspiller ekstraudstyr. Kantet kørsel Bilen er konstrueret med en fast chassisramme med påsvejset karrosseri, hvilket giver stor styrke, men også sammen med en stiv bagaksel gør kørslen lidt kantet, ikke mindst i kurvekørsel. Men den yderst effektive, nærmest livlige servostyring gør det alligevel let at tumle den tunge vogn. Motoren har tilsyneladende kræfter nok, men ved acceleration fra de allerlaveste omdrejninger mærker man alligevel dens begrænsning. Det betyder hyppige gearskift ved langsom bykørsel. Man sidder glimrende i de gode sæder, udsynet er fremragende og instrumenteringen velplaceret og letaflæselig. Førerpladsen er generelt velindrettet og overskuelig, og finishen efterlader ingen indtryk af koreansk discount. Der er fire airbags. De multijusterbare sæder gør det let at finde en god kørestilling, selv om denne ikke ligefrem langbenede testkører godt kunne have tænkt sig, at rattet kunne indstilles i længderetningen, som det kan i højden. Udsynet skråt bagud - f.eks. ved højresving - er dog stærkt generet af den brede sidestolpe før de bagerste sideruder, om end de store spejle delvis kompenserer. Kabinen rummer mange små fralægningsrum, skuffe under passagersædet, solbrillerum i loftet og, nok så vigtigt i det daglige, to gode kop- og flaskeholdere i midterkonsollen, der også byder på en rummelig boks med to rum. 2.800 kilo på krogen Også vanudgaven har fem døre, og dertil kommer, at bagruden kan åbnes separat, hvilket kan være praktisk, når bilen er læsset fuld af gods. For dem, der har behovet, er det værd at notere, at Kia'en kan trækken en rasende tung trailer - op til 2.800 kilo for en anhænger med bremser. Under normale forhold kører man med firehjulsautomatikken slået til, og som regel er det slet ikke noget, man vil tænke over. En del af testen foregik på sneglatte veje, hvor automatikken virkelig viste sine store fordele. Den eneste gang, systemet virkede generende, var ved (for) hurtig kørsel i en glat rundkørsel, hvor de automatiske skift gav nogle ryk i vognen, som dog på intet tidspunkt kom ud af kontrol. Summa summarum: En veludstyret van med god plads og stor trækkraft. Nydeligt designet, så den ligner en tro kopi af Mercedes M-klasse, og som udbydes til en meget konkurrencedygtig pris. Ville ikke tage skade af lidt flere hestekræfter, men velkørende også på landevej, selv om det ville have været meget sjovere at tage den ind over markerne.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her