Svulmende muskler

Ford Focus ST 170 fremstår her i en klasse Ford-blå. Designet er typisk Focus, men de store fælge afslører, at der er tale om familiens hurtigløber. - Foto: Kåre Viemose
Ford Focus ST 170 fremstår her i en klasse Ford-blå. Designet er typisk Focus, men de store fælge afslører, at der er tale om familiens hurtigløber. - Foto: Kåre Viemose
Lyt til artiklen

Ford Focus ST 170 er Fords seneste bud på en bil af den slags. Og Ford har årelang erfaring i at bygge muskelsvulmende biler ud af deres mere ydmyge familiebiler. Hvem husker ikke den hidsige Ford Escort RS 2000 fra 1970'erne, eller hvad med en Escort XR3 fra 1980'erne? Det sjove er imidlertid, at konceptet virker. Ford Focus ST 170 er nemlig en ualmindelig velkørende bil med en pragtfuld undervogn, der sikrer fremragende køreegenskaber, et udseende og et interiør helt i top og - desværre - en mindre pragtfuld motor, der mangler temperament til at matche bilens øvrige egenskaber. Set udefra er det ellers ikke meget væsen, den gode Ford gør af sig. Vores model havde den efterhånden klassiske blå Fordfarve i metallic-udgave. Lygterne er også specielle, ligesom de brede alufælge og den lille ekstra hækspoiler viser sig frem. Men ellers kunne denne muskel-Focus lige så godt være en lidt opstyltet standardudgave. Det er synd, for bilen har kvaliteterne til at vise sig mere frem, og designet er flottere end de fleste konkurrenters. Ford Focus ST 170 er særdeles velkørende, ligesom de mere ydmyge Focusmodeller i øvrigt. Som det sig hør og bør, har denne hurtigløber været gennem vridemaskinen hos Ford, hvor styretøj og undervogn er optimeret, og bilen er blevet udstyret med en ny sekstrins gearkasse. Ford har skabt en bil, der er stiv i undervognen og særdeles præcis i svingene på de små hurtige veje, hvor ethvert sving er en rar og sjov udfordring. Fint kompromis En uges test med blandet kørsel i byen, på bi- og landeveje og ved høj fart dokumenterer, at Ford har fundet et fint kompromis, når det gælder komforten. Desværre matches den fremragende undervogn ikke 100 procent af motoren på to liter, der yder 173 heste. Lyden er god, om end noget afdæmpet, og det afdæmpede går igen, når motoren sættes på arbejde. Det er nemlig ikke ligefrem temperament og fyrighed, som kendetegner motoren, hvilket er synd, når resten af bilen sagtens kunne leve op til det. Heller ikke gearkassen hører til de bedste. Afstanden mellem gearene er lidt for stor, og der er en indbygget træghed, som ikke bør findes i en sportsmodel som denne. Fords designafdeling har skabt et smukt instrumentpanel med flotte linjer. Instrumenterne og kontakter sidder o.k. og ser godt ud mod den hvide baggrund, der giver fint overblik over bilens velbefindende, herunder olietemperaturen. Sæderne er faste, de støtter godt, selv ved hurtig svingkørsel. Pedalerne er elegant udformede i poleret stål, så de rigtig udstråler race. En fin detalje. Heller ikke passagererne er glemt. Foran sidder man glimrende, men også bagi går pladsen an, om end en tredørs model naturligt nok ikke er bygget til at transportere småbørn. Der er nemlig en lang og noget rygvridende tur ind i bilen, hvis børn eller indkøb skal sikkert på plads på bagsædet. Velkørende, men dyr Ford Focus fik sidst år en design- og sikkerhedsmæssig opstramning, men allerede ved debuten for efterhånden fire år siden var sikkerheden godt med. Den internationale crashtest-organisation Euro NCAP gav således Ford Focus fire stjerner i 1999. I dag har bilen de nødvendige fire airbags, mere væsentligt er det imidlertid, at køreegenskaberne er i top, hvilket giver chaufføren muligheden for at køre uden om forhindringer, hvis de pludselig skulle opstå. Ford Focus er en svingglad og særdeles velkørende bil i et flot design og i en tillidsvækkende kvalitet. Motoren matcher desværre ikke helt bilen, ligesom prisen på næsten 400.000 kroner virker afskrækkende.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her