Luksusflyder til discountpris

Taget kan hæves på mindre end et minut, og under taget gemmer sig to sovepladser. - Foto: Martin Zakora
Taget kan hæves på mindre end et minut, og under taget gemmer sig to sovepladser. - Foto: Martin Zakora
Lyt til artiklen

Det er lempeligere beskatningsregler for autocampere, der gør, at Kia Carnival i autocamperudgaven er så billig. Og prisen alene er en tungtvejende grund til at se Carnival nøje efter i sømmene, hvis der står en meget rummelig MPV på ønskesedlen - uanset om man agter at bruge campingudstyret eller ej. Politikens testbil var udstyrsmodellen Carnival EX med automatgear, men den fås også i den almindelige LX-udgave med manuelt gear og mindre udstyr til knap 270.000 kr. Begge har de en udmærket dieselmotor på 2,9 liter under motorhjelmen. Til de lange ture Kia har helt åbenlyst haft det amerikanske marked på sigtekornet, da udstyrsniveauet og køreegenskaberne blev fastlagt i Carnival. Der er f.eks. noget flyderagtigt over dens måde at bevæge sig på, og udstyr i overflod - f.eks. er der utroligt mange kopholdere, solbrilleholdere, klapborde, store og små aflæggerrum m.v. i kabinen - vidner også om en bil bygget til de lange ture tværs over kontinenter. Carnival gør det da også godt ude på de lange lige stræk. Samspillet mellem dieselmotoren og automatgearet er udmærket, og det gør det nemt at holde en flydende behagelig kørestil. Samtidig er der et fint kraftoverskud til overhalingssituationer. Der er straks lidt mere gyng-gang over kareten i sving, og sparker man for alvor til den, går der tydelige kraftpåvirkninger fra motor og undervogn op til rattet. Ikke at det gør Carnival specielt svær at køre i de situationer, det vidner blot om, at mekanikken ikke er så raffineret endda. Testbilen var monteret med det nationale koreanske dækmærke Hankook, som ikke synes at stå lige så godt fast som de førende dækmærker. Kia har da også selv indset, at Hankook-dæk i mange tilfælde ikke vil være førstevalg og har sat Michelin-dæk på listen over ekstraudstyr. Spækket med udstyr Kabinen er meget rummelig og både fører- og passagerer sidder ganske komfortabelt i sæderne. Carnival så bred, at man kan gå mellem de separat monterede stole, hvilket gøre det nemt at håndtere både børn og bagage. Fleksibiliteten er også god - sæderne kan afmonteres og kan omdannes til to sovepladser. Carnival er i testudgaven EX spækket med udstyr. Der er næsten alt det elektroniske udstyr, hjertet kan begære, og aircondition er standard. Blandt manglerne er, at radioen ikke har indbygget cd-afspiller som standard, og sædevarme er slet ikke på programmet. Manglerne Værre står det til med sikkerhedsudstyret, som samlet set må betegnes som utilfredsstillende. Den største mangel er, at der kun er to airbags, hvor standarden i dag er minimum fire, og flere og flere har seks. Der er heller ikke elektronisk stabiliseringssystem og de nye Isofix-beslag til barnestolen mangler også. Hvordan er det hele så skruet sammen? Ja, man kan ikke hævde, at den lave pris dækker over en lav kvalitet. Kvaliteten i både de ydre metaldele og i kabinen er ganske god og fuldt på højde med langt de fleste (og dyrere) naturlige konkurrenter. Der er dog enkelte svipsere, som f.eks. de forkromede dørhåndtag, der ligner noget, som er hentet fra Fætter BR's lager.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her