Ja, nu kan man faktisk få en Skoda til over en halv million kroner - f.eks. Politikens testbil, som var en Skoda Superb V6 2,5 liter diesel til knap 520.000 kr. Prisskiltene begynder ved 300.000 kr. for en 2 liter benzinmotor med 115 hk. Er Superb så pengene værd? Svaret er nærmest et ja, men tingene kan kompliceres af, at Skoda aldrig har været forbundet med dyre kvalitetsbiler. Derfor kan det være svært at forudse værditabet på Skoda Superb. Men sammenligner man Skoda Superb med dens tekniske forbillede, og samtidig en af duksene i den øvre mellemklasse - VW Passat - må man sige, at Superb i det store hele er lige så god en bil. Teknisk set er Skoda Superb da også ret beset en VW Passat (VW ejer nemlig Skoda), med ganske få ændringer. Den ligner en Passat både ude og inde, og hvis det ikke lige var for Skodaemblemerne, ville en søvnig Passatejer næppe bemærke forskellen - det gælder også kvalitetsindtrykket, som er helt i top i Superb. Udstyrsstykke Politikens testbil var udstyrsversionen 'Elegance' med sæder af stof og læder og med polerede træpaneler - det hele skruet rigtig godt sammen. Samtidig - og her kommer forklaringen på den høje pris - er den spækket med udstyr. I flæng kan nævnes Xenon-forlygter, som nemt løber op i 20.000 kr. hos konkurrenterne, varme i både forsæder og bagsæder, elbetjente forsæder med hukommelse og klimaanlæg, fartpilot og regnsensor m.v. Et nærstudie af udstyrslisten og sammenligning med konkurrenternes udstyr er nødvendig, hvis man vil have forklaringen på de trods alt høje priser. En enkelt svaghed i udstyret er musikanlægget, hvor standarden blot er en radio. Radio med cd (og navigationsanlæg) er således ekstraudstyr, og det er ratbetjening af radioen også. I øvrigt virker det som om, radioen er kastet ind i Superb i sidste øjeblik, den er i hvert fald ikke fint designet ind i midterkonsollen, som det ellers hør og bør sig i dag. Den mest skrabede udstyrspakke 'Classic' er forbeholdt de mindre motorversioner - 2,0 liter benzin, 1,8 liter turbo og 1,9 liter diesel. Der findes også en V6 2,8 liter benzinmodel. Ekstra bagsædeplads Skoda Superb har en trumf, som sikkert kan være afgørende for den pladshungrende bilkøber: Bagsædet. I forhold til VW Passat er Skoda Superb forlænget med 10 centimeter, og hver en centimeter er blevet brugt til at forbedre forholdene på bagsædet. Her er fyrstelige forhold for store og små, ingen kommer til at gnubbe knæ op af forsæderne, og hovedhøjden er også ganske god. Bagagerummet er stort, men ikke særligt højt, hvilket hæmmer brugsværdien. Bagsæderne kan heller ikke lægges ned, man må nøjes med en skilem. Småproblemer Den kører som en VW, det vil sige med sikkert, kontant og præcis betjening af rat, pedaler og gearskifte. Absolut et plus. Affjedringskomforten ligger til den sportslige faste side, og især små korte ujævnheder slår op gennem undervognen, hvilket bestemt ikke klæder limousinen. Det gør det heller ikke bedre, at sædernes polstring også er fast. Lidt overraskende har Superb, med den 155 hk stærke V6 dieselmotor, lidt problemer med at overføre kræfterne helt gnidningsfrit til vejen. Selv om testbilen var udstyret med elektronisk stabilitetskontrol (ESP), var der småtendenser til hjulspind - også når man sparkede til den i andet gear. Det kan tyde på, at VW-koncernen måske alligevel har gemt den ypperste teknik til VW og Audi. Sikkerhedsmæssigt er Skoda Superb med i front. Seks airbags, nakkestøtter og rulleseler ved alle pladser og særlige sikkerhedsbeslag (Isofix) til barnestolen er standard. Basisversionen 'Classic' har dog ikke den særlige bremseassistance, som hjælper føreren med at bremse optimalt i en paniksituation.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Rejsebureau om turismen på elsket tropeø: »Det er gået helt bananas«
-
Wegovy, jeg slår op
-
Derfor lukker festival: »Det er sværere i København, end vi havde forventet«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























