»Hvad er egentlig meningen med den bil, for stor er den jo ikke, trods den høje pris«, spurgte jeg mig selv, da jeg startede en uges testkørsel i Peugeots nye charmetrold. 206 SW er en forlænget udgave af den succesfulde franske 206 hatchback, men efter endt testkørsel har jeg stadig ikke svaret på, hvad vi skal med den bil. 206 SW er en ganske rap sag, der med sit elegante stationcardesign utvivlsomt vil blive bemærket på nøjagtig samme måde, som lillesøsteren 206 er blevet det over det meste af Europa, hvor den sælger forrygende. Den lille forskel Men hvorfor skal SW koste 26.000 mere end hatchbackversionen 206 med samme 1,6 liters motor? Specielt når køreegenskaber, rummelighed osv. stort set er den samme. Hvis man skærer helt ind til benet, er forskellen på 206 SW og hatchback, at førstnævnte har plads til 68 liter mere i bagagerummet. Desuden har SW læderrat og en bagrude, der kan åbnes separat. Men skal den slags små finesser absolut koste 26.000 kr. på dagens mærkelige danske bilmarked. Også fordi der er små minusser ved at vælge SW frem for hatchback. SW bruger f.eks. lidt mere brændstof, kører lidt langsommere osv. Dyre bagagerum Svaret er tilsyneladende ja. For ser man på en af de få konkurrenter i genren 'små stationcars', der i dag er på markedet, opdager man, at det åbenbart skal koste dyrt at køre med et større bagagerum. Konkurrenten Skoda Fabia stationcar 1,4 (16 V) koster således kun 7.000 kr. mindre end Peugeot SW. Den lidt svagere motor i Fabia giver en kende dårligere præstationer, men til gengæld har Fabia et betydeligt større bagagerum, hvis det virkelig er plads bagude, man går efter. Det er det dog næppe, for så var det mere logisk at sætte trækkrog på en 206 hatchback. 206 SW er i hvert fald ikke oplagt til transport af større genstande. Selv en kompakt barnevogn er der ikke rigtigt plads til i bagagerummet. Udvendig ros Hvis man trods ovennævnte snusfornuftige råd alligevel falder for 206 SW, og det skal der nok være et par stykker, der gør, så går man næppe meget galt i byen. 206 SW kører som sin lillesøster. Stabilt og forudsigeligt, selv om servostyringen medfører, at SW virker lidt for løs i styringen selv ved normal motorvejshastighed. Man har på fornemmelsen, at der ikke skal drejes ret meget ved rattet, før den reagerer og svinger lidt for kraftigt. Det betyder, at man sidder og holder lidt krampagtigt fast i rattet ved høj hastighed, og det trætter på lange ture. Ellers har SW umiddelbart den fordel i forhold til 206 hatchback, at den virker lidt mere lydsvag. Lige så meget ros, som der er til 206 SW set udefra, lige så trist virker bilen til gengæld indvendigt. Masser af sort hård billig plastik omkring instrumenterne, kedelige plastikagtige grå instrumenter og triste mørke tekstiler præger bilen hele vejen igennem. Det er lidt uforståeligt, at Peugeot ikke bruger lanceringen af 206 SW til at give det indre en ordentlig omgang. Peugeot kan nemlig sagtens lave lækkert interiør. Se bare på 307, hvor der er kælet langt mere for interiør og indretning. Storebrors fordele Og det har ikke noget med prisen at gøre. For selv om Peugeot 307 hatchback er større på alle leder og kanter og er en mere komfortabel bil, der har bedre sæder, som giver både fører og passagerer en langt bedre kørestilling, er den kun en kende dyrere end 206 SW. Dertil kommer, at 307 hatchback er bedre indrettet, har meget mere plads på bagsædet, og så kører den langt bedre. 307 hatchback har også plads til voksne på bagsædet, hvilket 206 SW knap har, hvis føreren er 185 cm høj og skal sidde ordentligt med forsædet kørt ud i bagerste position. 307 har også plads til 28 liter mere i bagagerummet end 206 SW stationcar. Alligevel er storebror 307 hatchback kun 5.000 kr. dyrere end lillesøster i stationcarversionen. Jeg ved godt, hvilken Peugeot jeg ville vælge.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Derfor lukker festival: »Det er sværere i København, end vi havde forventet«
-
Wegovy, jeg slår op
-
Rejsebureau om turismen på elsket tropeø: »Det er gået helt bananas«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























