Opelteknikerne formår med deres spareopskrift at presse hele 20,4 km pr. liter benzin ud af den lille trecylindrede enliters motor - en præstation, der faktisk gør den til den mest brændstoføkonomiske benzinmotor p.t. på det danske marked. Der findes ganske vist flere konkurrenter med dieselmotorer, der udnytter brændstoffet bedre - f.eks. VW Polo 1,4 TDI og Citroën C3 1,4 HDi - men så skal man også lægge mellem 10.000 og 30.000 kr. oven i i de knap 160.000 kr., det koster for 1.0 Corsa Eco. Corsa Eco løber altså med palmerne i kategorien økonomisk benzinmotor, og for at opnå det gode resultat har Opel stillet på stort set alle skruer. Karosseriet er f.eks. gjort mere vindglat ved at bruge skørter og tagspoiler fra sportsudgaven, større hjulkapsler, som giver mindre vindmodstand, særlige paneler under bilen, der giver en jævnere luftstrøm, og så er bilen sænket en centimeter i forhold til normaludgaven. Alt i alt giver det en markant mindre vindmodstand, og det gavner økonomien. Det store nummer er dog det særlige gear, Easytronic, der både kan anvendes som et normalt automatgear, men også giver mulighed for at skifte gear manuelt - uden brug af kobling. Særligt gear Gearet, der kræver lidt tilvænning, fungerer ikke helt gnidningsfrit i praksis. Bruger man f.eks. Easytronic som automatgear, og har man en let fod på speederen - begge dele er nødvendige for at opnå optimal benzinøkonomi - bevæger man sig frem på en noget uskøn, huggende facon. Det automatiske gearskifte foregår nemlig i den situation med en noget brutal overgang og et stort fald i omdrejningstal mellem gearene. Årsagen er, at gearet er optimeret til at arbejde ved det omdrejningstal, der giver den bedste benzinøkonomi, og det viste sig i praksis typisk at være under 2.000 omdrejninger. Voldsom lyd Med så lave omdrejningstal kan man af og til komme i tvivl, om der overhovedet er liv i motoren, og medtrafikanterne vil nok synes, at man er noget sløv i optrækket. Men der er liv under hjelmen, og fjerner man et øjeblik fokus fra at køre så benzinøkonomisk som muligt og giver den en spand kul, så kommer der såmænd også hæderlige præstationer fra trods alt kun 58 heste, og de automatiske gearskift foregår underligt nok mere glidende. Og det er endda lige før, det bliver helt sjovt, hvis man går over til at skifte gear manuelt. Lydkulissen fra den trecylindrede motor er også speciel. Den brummer hyggeligt ved lave omdrejninger, men nærmest hviner som en turbine, når den får smæk. Egentlig en ganske underholdende lydkulisse, men kører man på motorvej over længere stræk, bliver det anstrengende. Standard Corsa Resten af bilen er standard Corsa. Det vil sige stramt og funktionelt indrettet, med rigtig god plads på førerpladsen og praktisk indretning i øvrigt. Et minus ved Eco er dog, at der ikke er splitbagsæde, og den kan kun fås med tre døre. Altså ikke det oplagte valg til børnefamilien. Corsa har efterhånden en del år på bagen, og det mærkes især i affjedringskomforten. Den mangler finesse og er lagt ud til den hårde side. Ellers fungerer mekanikken upåklageligt, hvor især et direkte og letgående styretøj tæller på plussiden. Omvendt mangler der lidt bid i bremserne. Standardudstyret må betegnes som skrabet, og på det sikkerhedsmæssige halter Corsa efter de nyeste konkurrenter - i hvert fald i standardudgaven. Fire airbags er godt nok standard, men vil man f.eks. have ekstrabeskyttelse i form af airbaggardiner og aktive hovedstøtter koster det 6.250 kr. oveni, og særlige sikkerhedsbeslag til barnestolen koster 800 kr.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Hårdt presset Trump truer Europa med det store brud
-
Hvis du tror, at ulven er jydernes problem, skal du måske tro om igen
-
Obama slår alarm, mens Trump fejrer afgørelse, der vil ændre amerikansk valghandling
-
Morten Messerschmidt: »Virkeligheden er jo, at blå blok tabte valget«
-
Sexscenerne med hans kone vakte opstand. Og det er langtfra den eneste skandale
-
De to håndværkere kan næsten ikke overskue, at strækningen er lukket for trafik: »Det her er fuldstændig vanvittigt«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























