Størrelsen er trumf

Foto: Kim Nielsen
Foto: Kim Nielsen
Lyt til artiklen

Den er således 3.000 kr. billigere end f.eks. en VW Polo, der både er en hel del mindre, både når det gælder kabineplads og motorkraft. Kia Shuma kan dog ikke løbe fra sin alder. Ganske vist har den i forbindelse med navneskiftet fra Sephia til Shuma fået en modernisering i form af mere fikse lygter for og bag, men på afgørende punkter som f.eks. sikkerhedsudstyr og køreegenskaber kan den ikke hamle op med sine mere moderne konkurrenter fra Europa og Japan. Peppet op Moderniseringen er dog ikke slået igennem inden døre. Ganske vist har Kias designere gjort et forsøg på at peppe kabinen op med noget, de kalder »metallook«, men som ikke er andet end gråmalet plastic og som ser lidt påklistret ud. Sædernes polstring er ikke overbevisende god, og kanterne af sæderne og den øverste halvdel af ryglænet er beklædt med kunststof, som er glat at sidde på og som driver sveden frem, når det er varmt. Men omvendt er sæderne lette at holde rene. Sikkerhedsudstyret er også under niveau: Kia Shuma har kun to airbags, og bagsædets midterplads må nøjes med en hoftesele. Dog er det fint, at der er tre nakkestøtter på bagsædet. Energisk motor Det bedste ved Kia Shuma er dens motor på 1,6 liter og 101 hk. Kia lover kun, at den kører 12,5 km/l, men vi nåede i hvert fald over 14 km/l. Motoren er i øvrigt uhyre energisk, og hvis man ikke udviser en smule beherskelse, er det let at komme til at lægge fra land med en portion hjulspind fra forhjulene. Temperamentet fejler altså ikke noget. Det gør gearskiftet derimod: Det er løst og slasket i sine bevægelser, og det er især ofte problematisk at skifte fra 4. til 5. gear. Denne pressebil var udstyret med væsentligt bedre fodtøj end det, bilen står på, når kunden får den udleveret. Fælgene var vokset et nummer - fra 14 til 15 tommer - og de koreanske standarddæk var udskiftet med bredere Michelin-dæk. Vi kan kun formode, at denne operation, der vil koste en Kia Shuma-kunde 7.000 kr., skyldes, at importøren ikke er for stolt af bilens opførsel på standarddækkene, men selv med disse forbedringer kører den ikke specielt overbevisende. Styretøjet er dødt og ufølsomt, og man har aldrig nogen præcis fornemmelse af bilens opførsel ved hurtig kurvekørsel. Under normale forhold kører bilen dog pænt nok, og Kia Shuma er i det hele taget en bil af den type, der har det bedst med at blive kørt i moderat tempo. Plads til bagagen Men for den bilkøber, der kun går efter størrelse, er Kia Shuma et godt køb. Den kan rumme fem voksne, og bagagerummet tager 440 liter - omtrent en tredjedel mere end bagagekapaciteten i biler som Fiat Punto eller VW Polo. Det begrænsede sikkerhedsudstyr og de ikke alt for overbevisende køreegenskaber trækker derimod i den anden retning, og så er Kia Shuma i øvrigt ikke så chokerende billig, som dens forgænger var ved debuten i begyndelsen af 1990'erne. Og så kan vi ikke lade være med at more os lidt over, at man skal betale 3.475 kr. i leveringsomkostninger for en Kia Shuma. Det er 300 kr. mere end for andre biler - og så skal man endda selv rejse over til importørens centrallager i Fredericia for at hente sin nye Kia Shuma.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her