Daimler-Chrysler, der bygger Mercedes og Chrysler, vil have fremtidens biler til at reagere på samme måde. Alle bilens sikkerhedsdetaljer skal forsøge at fornemme, når en ulykke er under opsejling og derefter sørge for, at alt er indstillet på en måde, så passagererne får optimal beskyttelse. Det kan f.eks. betyde, at sideruder eller soltag lukkes automatisk, hvis bilen er i fare for at rulle rundt eller at en halvsovende forsædepassagers ryglæn køres op til lodret position, hvis en kollision truer. Og hvis ulykken alligevel udebliver, går alt tilbage til normal igen: Soltaget åbner igen, og ryglænet glider igen tilbage til hvileposition. Ni airbags Konceptet kaldes Pre-Safe, og det er udviklet i en slags erkendelse af, at nu kan der snart ikke stoppes mere sikkerhedsudstyr ind i bilerne. Mercedes udstyrer sine biler med op til ni airbags, bremserne er en racerbil værdige og karrosseriet yder maksimal beskyttelse ved en kollision. Men der er stadig plads til forbedringer: »I sekunderne lige inden ulykken foretager sikkerhedsudstyret sig slet ingen ting. Så har vi kollisionen, og så foregår alt på samme tid. I fremtiden vil vi sørge for, at der sker en hel masse, inden ulykker indtræffer«, siger Karl-Heinz Baumann, der er ekspert i fremtidige sikkerhedssystemer hos Mercedes og som forleden deltog i et sikkerhedsseminar for nordiske journalister hos Mercedes i Malmø. Pre-Safe-udstyret benytter sig bl.a. af de følere, der sidder i ABS-bremserne og det elektroniske stabiliseringssystem, ESP. Hvis føreren rusker voldsomt i rattet eller bevæger foden brat hen på bremsepedalen, går alarmen. Denne adfærd kan være tegn på, at bilen er ved at komme i skred eller er tæt på at foretage en katastrofeopbremsning - og så begynder der at ske noget rundt om i bilen: Bedste beskyttelse Sikkerhedsselerne rykker helt tæt ind til kroppen. På den måde holder de passagererne fast i den bedste position i forhold til airbaggen - som også er klar til at puste sig rundt. Soltaget lukker og ruderne rulles op. Det mindsker risikoen for, at genstande trænger ind i kabinen. Beskyttende polstring glider ud nede i fodrummet og langs dørsiderne. Stoleryggen retter sig op til vandret, og sædernes forkant vinkles en smule opad, så der ikke er fare for, at passagerernes glider ud af sædet. Hvis bilen er en cabriolet, folder en styrtbøjle sig ud over hovederne på passagererne. Strukturen i bilens front ændrer stivhed for enten at give bedre beskyttelse til sig selv eller mildne slaget på kollisionspartneren. Eller måske skubber kofangeren sig lidt frem for at udvide deformationszonen. Hvis bilen er en stor, højbenet firehjulstrækker, sænker den sig måske et par centimeter. Ved at gå lidt i knæ passer dens kofanger bedre i højde med en normal personbil. »Den første Mercedes med Pre-Safe-udstyr vil snart blive præsenteret«, siger Karl-Heinz Baumann. Han lader sig dog ikke overtale til at uddybe, hvad han mener med »snart«, ligesom han heller ikke kan fortælle præcis hvilke dele af Pre-Safe-pakken kunderne kan komme til at købe. Vi tager dog næppe fejl, når vi gætter på, at udstyret i første omgang kun kommer i de allerdyreste Mercedes-modeller - men sådan var det også med ABS-bremser og airbags for 20 år siden.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Derfor lukker festival: »Det er sværere i København, end vi havde forventet«
-
Wegovy, jeg slår op
-
Rejsebureau om turismen på elsket tropeø: »Det er gået helt bananas«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























