Et godt argument for Peugeot er, at bilerne hører hjemme i den billige ende af deres klasse, og det gælder også for ugens testbil, den splinternye 307 1,6 XR stationcar til ca. 209.000 kr. Den er ca. 5.000 kr. billigere end både Opel Astra og Toyota Corolla, ca. 15.000 kr. billigere end Ford Focus og næsten 40.000 kr. billigere end VW Golf. Den eneste af de oplagte konkurrenter, der er i stand til at underbyde Peugeot 307 på prisen, er Renault Megane, der koster ca. 5.000 kr. mindre. Den nye Peugeot 307 stationcar fås i to udgaver: Den avancerede til mindst 250.000 kr., der hedder SW til efternavn og som har et stort glastag i næsten hele kabinens længde. SW-modellen kan desuden fås med et par ekstra stole i bagagerummet, så der i alt er syv siddepladser. Uden narrestreger Den slags narrestreger må den normale stationcar give afkald på. Indretningen er gennemtænkt og praktisk, men der er ingen ekstravagante detailløsninger. Dog er det ganske fikst, at der er blevet plads til et par små aflukkelige rum i gulvet under bagagerummet, hvor ting, der ikke må ligge og rasle på gulvet, kan stuves af vejen. Ved de forreste pladser er der en fornuftig mængde smårum til flasker, telefonen etc., men vigtigst for velværet i bilen er en helt upåklagelig kørestilling - noget, vi absolut ikke er forvænt med i en Peugeot. Men her er forholdet mellem sæder, rat og pedaler helt i orden, og det hjælper meget, at rattet kan indstilles både i højde og længde. Forsæderne er store og velformede og giver fin støtte helt oppe ved skulderen. Derfor er langture i en Peugeot 307 ikke noget problem. På papiret har alle Peugeot 307-modeller et fornemt sikkerhedsudstyr med bl.a. seks airbags. Vi venter dog endnu på at se en uafhængig Euro/NCAP-crashtest af 307'eren, som vil vise, hvordan den klarer sig i forhold til konkurrenterne. Udsynet til alle sider er i øvrigt fortrinligt i denne 307 stationcar - også til gavn for sikkerheden. Det skyldes bl.a. ret tynde vinduesstolper hele vejen rundt, ligesom nakkestøtterne på bagsædet kan skubbes helt ned, når de ikke er i brug. Mindste motor Testbilen var udstyret med 1,6 liters motor med 110 hk - den mindste i programmet. Den vil være tilstrækkelig til de fleste, men det er ikke en motor med nogen synderlig råstyrke ved lave omdrejninger. Dem, der jævnligt har brug for at fylde bilen op med folk og bagage eller trække en campingvogn, bør derfor nok overveje den 26.000 kr. dyrere 2,0-version med 138 hk eller en af Peugeots velfungerende dieselmodeller. 1,6-motoren er ret lavt gearet og snurrer derfor med næsten 3.500 omdrejninger ved 120 km/t. Alligevel er støjniveauet forbavsende lavt ved motorvejskørsel, men benzinforbruget kan ikke imponere: ca. 12 km/l blev vores resultat. Peugeot lover ellers en kilometer mere per liter. I 1,6-udgaven har Peugeot 307 en affjedring, der er behageligt kompromis mellem komfort og sport, mens de kraftigere udgaver af 307'eren er udstyret med en knaldhård affjedring, der kan være lidt af en prøvelse på dårlig vej. Den velafstemte affjedring medfører, at bilen er i fin balance ved kurvekørsel, selv om den i mere ekstreme undvigemanøvrer må undvære hjælpen fra det elektroniske ESP-stabiliseringssystem, der er standard på de dyreste 307-modeller. Peugeot 307 1,6 XR stationcar er en overordentlig fornuftig familiebil, der er en af de mest rummelige i klassen, og prisen virker særdeles rimelig. Den har mange gode egenskaber og det eneste negative, vi kan påpege, er faktisk den lidt manglende råstyrke i motoren.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Hvis du tror, at ulven er jydernes problem, skal du måske tro om igen
-
Obama slår alarm, mens Trump fejrer afgørelse, der vil ændre amerikansk valghandling
-
Salg af lejligheder i københavnsk boligområde kaldes »pinligt og dybt problematisk«
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Da Pia Olsen Dyhr indtog talerstolen, kunne man tydeligt høre, at noget er i gære på Marienborg
-
Da jeg slettede Instagram, stod jeg pludselig med et uforudset problem
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Klumme af Lawand Hiwa Namo
Debatindlæg af Lise Coermann Mathiesen og Rune Baastrup
Kronik af Sofie Risager Villadsen




























