Familievenlig sprinter

Foto: Fiat
Foto: Fiat
Lyt til artiklen

Det familievenlige kommer til udtryk i en meget rummelig kabine og et pænt stor bagagerum, mens temperamentet udtrykkes af den femcylindrede rækkemotor med 170 hestekræfter. Samtidig er Abarth-modellen spækket med udstyr, som man normalt ikke finder i denne prisklasse. Kabine og indretning: Der er ikke den altafgørende forskel på kabinen i denne top-Stilo og så de mere ydmyge udgaver. Faktisk er sæderne lidt skuffende, de er helt ordinære i faconen, men i en så sportspræget bil til over 300.000 kr. kunne man godt forvente lidt ekstra. Midterkonsollen er godt fyldt med et kombineret navigations-, klima- og lydanlæg. Det kan meget, men det er ikke helt let at finde ud af, hvordan det fungerer. Instrumenterne er tydelige og godt placerede, men det gælder desværre ikke den store skærm i midterkonsollen, der styrer lyd, klima og navigation. I dagslys er den næsten umulig at aflæse, og hvis solen skinner på den, forvandles den til en sort skærm, hvor man ikke kan se nogetsomhelst. Udstyret er i øvrigt umådeligt omfattende (se konklusionen), men på visse punkter også lidt poppet. Når bilen startes flimrer det med logoer og blinkende diagrammer som i en bedre spillehal. Sikkerhedsudstyr: Ingen andre i klassen kan matche Stilo Abarths otte airbags: Fire ved forsæderne, to i loftet og to i siden ved bagsædet. Udsynet nyder godt af vidvinkelspejle, og de tre bageste nakkestøtter kan skubbes helt ned, så de heller ikke generer blikket bagud. Motor og gearkasse: Betjeningen af Fiat Stilo 2,4 Abarth er ganske uortodoks, da den kun fås med et koblingsløst gear, hvor der skiftes op og ned med knapper, der er placeret på rattet. Systemet kendes også fra Alfa 156, hvor det kaldes Selespeed, og det har efterhånden nået en høj grad af perfektion. Især nedgearinger klares helt perfekt, uden ryk og om nødvendigt med et lille skud mellemgas. Opgearinger kræver derimod en følsom speederfod, hvis det skal helt blidt og umærkeligt. Især i bytrafik er det en lettelse at være fri for at træde på koblingen hele tiden, men vi kan nu alligevel ikke nære os for at ønske os en Stilo 2,4 Abarth med helt normal manuel gearkasse. Gerne med seks trin. Den femcylindrede motor på 2,4 liter har en herlig veloplagt lyd og de 170 hk giver naturligvis overlegne præstationer og desværre også et ikke helt beskedent benzinforbrug på 9-10 km per liter. Køreegenskaber: I de fleste af testdagene var vejene belagt med sne, og det klarede Stiloen i overlegen stil. Ikke mindst på grund af de monterede vinterdæk, men også den elektroniske hjulspindskontrol var en stor hjælp. Affjedringen er mærkbart fastere end i de meget blødt affjedrede grundudgaver af Stiloen. Det gavner køreegenskaberne og forringer egentlig ikke komforten mærkbart. Konklusion: Der er faktisk kun én regulær konkurrent til Fiat Stilo 2,4 Abarth, og der er VW Golf 2,3 V5, der også har en femcylindret motor med 170 hk. Golfen er ca. 5.000 kr. billigere, men så mangler den også de fleste af Stiloens udstyrsgodter: klimaanlægget, navigationen, cd-spilleren, ESP-anlægget, de fire af airbaggene (Stilo Abarth har otte, Golf fire), trykknap-gearet, fartpiloten, viskerne med regnsensor og bakalarmen. Så ud fra den betragtning er Fiat Stilo 2,4 Abarth et tilbud, det er svært at trumfe.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her