Det viser den nyeste rapport fra de tyske synsmyndigheder, TÜV. Syv millioner biler kom til syn i Tyskland sidste år, og af de biler, der kom gennem synshallen uden anmærkninger, var de fleste fra Japan.
Dog med en markant undtagelse: Ford Focus, bygget i Europa, viste sig at være den mest fejlfri bil og skubbede dermed Toyota væk fra sin sædvanlige førsteplads. Ford Focus er som model netop fyldt tre år, og den skulle derfor til syn for første gang i Tyskland. 93 procent af bilerne var uden fejl. Dumpekandidaten i samme årgang er Chrysler Voyager, hvor kun 20 procent af bilerne var fejlfrie.
En 'japansk' bil behøver dog ikke være bygget i Japan for at leve op til den høje kvalitet. Toyota Avensis fremstilles i England, men er alligevel placeret som nr. 2 på listen over de mest fejlfrie treårige biler.
Audi:
Det helgalvaniserede karrosseri betyder, at rustproblemer stort set ikke findes. Tidlige årgange af A3 har en del raslelyde, men de er senere fjernet. Generelt problemer med bremseskiverne, der slides hurtigt, og mange A6 fremviser også porøse bremseslanger.
BMW:
Som regel har BMW-biler høje kilometertal, og der er derfor hyppigt slid på aksler og bremser. Rust er derimod aldrig et problem.
Chrysler:
Den ekstremt rummelige Voyager er undersøgelsens mest defekte bil. Dårligt lys, rust i udstødningen og for svage bremser er nogle af de mest udprægede svagheder.
Citroën:
Hold fingrene fra de gamle modeller som AX, ZX og BX - eller vær forberedt på talrige reparationer. De nyere modeller er langt mere driftssikre, men ved Xantia skal man dog holde øje med oliespild fra motoren. Rust er ikke noget problem i nyere modeller.
Fiat:
En del småproblemer med bremser og lys over stort set hele linjen. I både Punto samt Bravo og Brava ruster udstødningen tidligt, men rust i karrosseriet er ikke det store problem. Den brasilianskbyggede Palio er den mest problematiske af de nyere Fiat-modeller.
Ford:
Focus topper som den mest fejlfrie bil i undersøgelsen. Den lille Ka er knap så god, da sliddelene ikke er specielt holdbare. Mondeo ruller gennem synshallerne uden større anmærkninger.
Honda:
Japansk kram, der kun sjældent er problemer med.
Hyundai:
Koreanerne har lært en del om kvalitet gennem de seneste ti år, men er endnu ikke oppe på japansk niveau. I Elantra slides koblingen ret hurtigt, og ved ældre modeller er der også grund til at holde øje med aksler og lysanlægget.
Kia:
Billig i anskaffelse, men ikke uden problemer. Sephia dårligere end gennemsnittet, især på grund af problemer med bremser og lys. Allerede efter tre år er der tegn på rust.
Mazda:
Så pålidelig og driftssikker, at det næsten er kedeligt, og det gælder både 323 og 626 og ikke mindst MX-5, der trods sin sportslige fremtoning hører til de allerbedste i TÜV-rapporten.
Mercedes:
Nogle af markedets dyreste biler, men det genspejles også i kvaliteten. Bilerne er tydeligvis bygget til høje kilometertal, og de har kun få defekter. Dog kan der være oliespild fra motoren, mens rust er så godt som ukendt.
Mitsubishi:
Ikke alle modeller er helt oppe på det sædvanlige japanske kvalitetsniveau. Colt er uden problemer, men Carisma kan allerede som treårig have for svage bremser. Firehjulstrækkeren Pajero skulle være bygget til hårdt brug, men styretøj og bremser er et par svage punkter.
Nissan:
Alle modeller er driftssikre og pålidelige - i hvert fald så længe de højst er seks-syv år gamle. Ved denne alder noteres Primera for en del defekter, og det samme gælder Micra, muligvis fordi ejeren sløser med vedligeholdelsen.
Opel:
Gennem de seneste år har Opel oppet sig gevaldigt, når det gælder kvalitet. Det betyder, at en syv år gammel Astra kan være hårdt angrebet af rust, mens de nyere modeller er langt bedre på dette område. Det samme gælder Corsa og Vectra.
Peugeot:
Ingen rust, men masser af bøvl med bremserne. Det gælder både 106, 306 og 406. Dog hører den lille 106 til i den mere problemfri ende blandt småbilerne, mens 306 har en temmelig lang liste over defekter.
Renault:
Bremser og udstødning har et kort liv i den lille Clio, der dog er godt beskyttet mod rust. Megane har også ofte bremseproblemer og oliespild fra transmissionen.
Seat:
Nye modeller er i orden, de ældre er noget mere problematiske. Nu er der heller ikke mange tilbage af den oprindelige, kantede Ibiza, men den kan heller ikke anbefales. Allerede i femårsalderen har Ibiza en del problemer med udstødning og bremser. I de senere år har Seat fået en meget fin rustbeskyttelse.
Skoda:
Hold fingrene fra Favorit fra den tid, da Skoda var sig selv. Senere kom VW til, og den nyere Felicia er på alle måder en bedre og mere driftssikker bil. Den har dog også problemer med bremser, udstødning og olietab. Octavia klarer sig også flot, den har kun lidt småproblemer med lys og bremser.
Suzuki:
Endnu en stort set problemløs japaner. Den lille Swift er dog ikke helt så perfekt som de andre modeller, da den er ret plaget af rust. Baleno er bedre end gennemsnittet på næsten alle punkter. Wagon R er endnu for ny til at være med i TÜV-rapporten.
Toyota:
Ganske vist er Toyota stødt fra rapportens samlede førsteplads, men hvor Ford kun har én meget flot placeret model, er der ros til alle Toyotaer. Også i en høj alder er Corolla stort set problemfri, og det samme gælder Starlet. Avensis følger flot i hjulsporene af Carina, der i årevis har fået flotte karakterer. Selv i en ung alder er der dog konstateret rust i Picnic, der er meget udbredt i Danmark som varevogn under navnet Sportsvan.
Volvo:
Den store Volvo 850 holder sig flot også helt op til niårsalderen, hvor der hverken er problemer med rust eller bremser. På både nyere og ældre modeller kan der dog være knas med lygterne. Den mindre S40/V40 har kun to problemer: lygterne og oliespild.
VW:
En Golf er nærmest immun over for rust, uanset alder, mens bremserne hyppigt er et problem også på nyere biler. Polo er også godt beskyttet mod rust, og her skal der holdes øje med bremser og udstødning. Den store Passat mærker heller ikke noget til rust, mens drivaksler og bremser ikke altid er til topkarakter.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Rejsebureau om turismen på elsket tropeø: »Det er gået helt bananas«
-
Wegovy, jeg slår op
-
Derfor lukker festival: »Det er sværere i København, end vi havde forventet«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























