Stor brugt billigere end lille

Opel Vectra er et godt køb, når den er tre år gammel. Så er den billigere end den mindre Astra. Foto: Rasmus Baaner
Opel Vectra er et godt køb, når den er tre år gammel. Så er den billigere end den mindre Astra. Foto: Rasmus Baaner
Lyt til artiklen

Det er godt for den, der vil købe en brugt Mondeo - og skidt for den, der har én til salg. Mondeoens priser er ramt af, at der rigtig mange af dem på brugtmarkedet, og det gavner heller ikke den oprindelige model, at der kom en ny udgave sidste efterår. Focus er derimod uændret, siden den kom på markedet i oktober 1998, og det hjælper tilsyneladende med til at holde priserne oppe. I store mængder »Er det en tendens, du kan genkende«, spørger vi en kender af brugtvognsmarkedet, konsulent Niels Grøftehauge fra internettjenesten Bilpriser.dk. »Ja, 100 procent. Vogne i firmabilsklassen (Citroën Xantia, Ford Mondeo, Opel Vectra etc., red.) har en hurtigere afskrivning end de mindre biler. De er ofte solgt til leasingfirmaer, der har dem kørende i tre år. De køber stort ind og må derfor også sælge igen i store mængder, og de må tage den pris, de nu kan få. En privatkunde kan derimod bedre holde på sin bil, hvis han ikke lige kan få den pris, han ønsker«, siger Niels Grøftehauge. Udviklingen på bilmarkedet tyder på, at der også i fremtiden vil være det største udvalg af de lidt større firmabiler. »Privatkøberne kan gå i to retninger: Enten køber de en tre år gammel firmabil som en Mondeo eller en Xantia, eller også går de en klasse til en Peugeot 206 eller lignende«, siger Niels Grøftehauge som forklaring på, at der ikke er så mange brugte biler i Ford Focus-klassen til rådighed, og derfor er de bedre i stand til at holde priserne. Xantia billigst Også hos Citroën får man mest for pengene, hvis man vælger 'model stor', når bilen er brugt. Her kan valget stå mellem en Xsara (den lille) eller Xantia (den store). Som ny var Xsara ca. 20.000 kr. billligere end en Xantia, når begge biler er udstyret med en motor på 1,8 liter. Men når de har ca. tre år på bagen er billedet vendt: Nu er Xantiaen billigst, og prisforskellen er ca. 10.000 kr. Ligesom hos Ford er en medvirkende årsag, at der er voldsomt mange af den store model på brugtmarkedet. Xantia blev en populær firmavogn fra starten, og da de bliver typisk solgt igen efter omkring tre år, så nu er der masser af dem i brugt tilstand. Xsara har aldrig været solgt i samme antal som sin storesøster, og den er derfor bedre i stand til at holde prisen. Så for brugtvognskøberen kan Xantia være det bedste bud af de to: Den er større, og den udmærker sig især ved at have Citroëns særlige hydropneumatiske affjedring, som giver et komfortniveau, der ellers ikke fås i denne prisklasse. Vectra dykker Også hos Opel er der penge at spare ved i at tænke stort - og det vil sige at vælge en brugt Vectra i stedet for en brugt Astra. Som ny er Vectra den dyreste, og den rangerer også et nummer højere i modelhierarkiet. Hvis begge biler vælges med en 1,8-motor, er en ny Vectra ca. 20.000 kr. dyrere end en Astra, men situationen er den stik modsatte, når de får et par år på bagen - så er det pludselig den mindre Astra, der er den dyreste. Disse priseksempler er fundet hos Bilpriser.dk, der er et udbredt redskab til at beregne prisen på en brugt bil, både hos forhandlere og private. For kort tid siden har nettjenesten fået en form for blåt stempel, idet der nu er direkte adgang til den fra på bilistorganisationen FDMs hjemmeside. Fra FDM siges det, at Bilpriser.dk for tiden er det mest pålidelige værktøj til vurdering af priser på brugte biler.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her