Her vælger de fleste købere biler som Peugeot 406, Opel Vectra eller Toyota Avensis, men de kunne for de samme penge gå et nummer op i både motorstørrelse og udstyr ved at vælge koreanske Hyundai Sonata. Bilen har netop fået en gennemgribende ansigtsløftning med bl.a. en ny front, der betyder, at bilen kunne minde meget om en Mercedes C-klasse, der koster langt over det dobbelte. Men det siger lidt om koreanernes ambitioner. Kabine og indretning: På positivlisten tæller, at der er fortrinlig plads både for og bag, og det er heller ikke normalt at finde automatisk klimaanlæg i en bil til 223.000 kr. - men det har Sonata. Det er dog også en bil med en overordentlig traditionel indretning. Instrumentpanelet er støbt af hård, sort plastic, og der er ingen af de anderledes detaljer, man finder i biler som f.eks. Renault Laguna og den kommende udgave af Nissan Primera, som dog begge også hører til i en lidt dyrere prisklasse. Sæderne giver en udmærket komfort, men den kunne blive en tand bedre, hvis forsædernes ryglæn kunne justeres trinløst. Når bagagerummet åbnes, afsløres en nydelig detalje: De gammeldags beslag - kuffertknuserne - der rager langt ned i rummet, er afløst af nydelige teleskopdæmpere, der ikke ses finere på en Audi. Sikkerhedsudstyr: For en koreansk bil er det et fremskridt, at der er tre nakkestøtter på bagsædet. Ellers må Sonata nøjes med fire airbags, selv om de fleste andre i klassen har seks. Sidespejlene mangler også et vidvinkelfelt, der ellers kunne gavne udsyn skråt bagud i kritiske situationer. Motor og gearkasse: Selv i basisversionen har Sonata en fremragende motor, som overgår flere europæiske konkurrenter, når det gælder gangkultur. Motoren på 2,0 liter yder 131 hk, og den går særdeles energisk til sagen ved de mellemste omdrejninger, hvor man opholder sig under al normal kørsel. Motoren har en behagelig svagt snerrende lyd, som mange ejere af japanske 16-ventilede motorer vil nikke genkendende til. Gearskiftet er lige så velfungerende. Det vippes let fra trin til trin med udpræget præcision. Også her kunne flere europæiske bilmærker lære en ting eller to. Køreegenskaber: Hyundai Sonata er lidt af en flyder. Den forekommer at være ret blødt affjedret, og det går lidt ud over præcisionen i skarpe kurver, og styretøjet er heller ikke nogen udelt fornøjelse. Det har en meget kraftig servovirkning ved lavere hastigheder, og dermed mister man lidt af følingen med hvad forhjulene foretager sig. Undervognen har også lidt svært ved at kapere skarpe huller i asfalten. De både mærkes og høres tydeligt, så her er et par områder, hvor koreanerne stadig har en del at lære af de bedste europæiske rivaler fra f.eks. VW (når det gælder komfort) eller Alfa Romeo (når det gælder svingegenskaber). Konklusion: Som regel er der altid en hage ved produkter, der er billigere end konkurrenterne. Det gælder også Hyundai Sonata, der ikke har en helt så poleret opførsel på vejen som flere af konkurrenterne. Til gengæld er den rummelig og har udstyr, som man ellers ikke altid finder i biler til ca. 220.000 kr.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Rejsebureau om turismen på elsket tropeø: »Det er gået helt bananas«
-
Wegovy, jeg slår op
-
Derfor lukker festival: »Det er sværere i København, end vi havde forventet«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























