Den nye, 'lille' BMW er da også en bil med en meget lækker motor og kabine, men på andre områder er den håbløst upraktisk. Kabine og indretning: Der er ikke voldsomt megen plads i kabinen i en BMW Compact, men alligevel er den særdeles behagelig at opholde sig i. Det gælder især forsæderne, der i 325'eren er udpræget skålformede og som er udsøgt behagelige at sidde i. Langbenede har glæde af, at den forreste kant på sædehynden kan trækkes en smule frem og dermed give ekstra lårstøtte. Dog er det decideret sølle, at der ikke er trinløs justering af ryglænets hældning, og på typisk BMW-vis skal forsæderne indstilles med tre forskellige håndtag, som er ret ulogisk placeret. Bagsædet kan kun anbefales til halvstore børn. Instrumenterne er som altid i en BMW helt perfekte og en fornøjelse at kigge på. Udstyret omfatter aircondition, men ellers ikke meget. En bagrudevisker koster f.eks ca. 2.200 kr. ekstra. Sikkerhedsudstyr: Egentlig ikke noget at råbe hurra for. Kun fire airbags, hvor man til denne pris godt kunne forvente seks, som man finder generelt hos BMW. På bagsædets midterplads mangler der en nakkestøtte, men da det alligevel kræver næsten akrobatiske evner at klemme en person ind på midterpladsen, vil vi se gennem fingre med det. Dog skal der lyde en stor ros til BMW, som udstyrer sine biler med vidvinkelspejle i begge sider. Normalt findes det kun i førersiden - om overhovedet. Motor og gearkasse: Den store attraktion ved BMW 325i Compact er motoren. Den yder 192 hk, ren overflod til en bil på 1.375 kilo. Derfor går motoren til sagen med stor energi, uanset hvilket gear man befinder sig i. BMW har ry for at bygge motorer, der også lyder godt, og det gælder så sandelig også for denne Compact-model. Under acceleration er motoren ret højlydt, men det vil næppe genere de sande entusiaster. Motoren har så mange kræfter, at den forekommer næsten bidsk ved igangsætning, og det kræver præcis dosering af speeder og kobling at opnå helt flydende gearskift. Det besværliggøres noget af, at speederen går temmelig stramt, hvilket også er noget irriterende ved ganske små hastighedsændringer ved f.eks. motorvejsfart. Køreegenskaber: 192 hestekræfter i en let, baghjulstrukken bil er dømt til at give problemer i glat eller fedtet føre. Compacten klarer sig dog alligevel nogenlunde, fordi den har en elektronisk hjulspindskontrol, der holder de trækkende baghjul lidt i ørerne. Alligevel er det ret let at komme en smule sidelæns ud af en rundkørsel, hvis vejen er bare en smule våd. BMW i Danmark har ikke villet tage skridtet fuldt ud og forsyne bilen med det elektroniske stabiliseringssystem ESP, der fjerner risikoen for uønskede udskridninger - men som koster 13.000 kr. ekstra. Konklusion: Det er svært at finde fornuftsbetonede argumenter for at købe en BMW 325i Compact. Handler det om rå kraft, får man mere for pengene i f.eks. Seat Leon Cupra 2,8 V6, der er ca. 20.000 kr. billigere, men som både har flere hestekræfter, firehjulstræk og ESP som standard. Men skal det endelig være BMW Compact, er der mere fornuft over den billigere 316-version til 278.000 kr. med en motor på 1,8 liter og 116 hk. Takket være en ny ventil-teknik, Valvetronic, er den ligefrem decideret økonomisk med et benzinforbrug på 14-15 km per liter.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Sexscenerne med hans kone vakte opstand. Og det er langtfra den eneste skandale
-
Hårdt presset Trump truer Europa med det store brud
-
Morten Messerschmidt: »Virkeligheden er jo, at blå blok tabte valget«
-
Trump trækker 5.000 soldater hjem fra Tyskland
-
Du slipper ikke serien om de uopsigtsvækkende personer, før den er forbi
-
Obama slår alarm, mens Trump fejrer afgørelse, der vil ændre amerikansk valghandling
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























