Saab frister en lidt kummerlig tilværelse i Danmark for tiden. Salget af både den lille model, 9-3 og storebroderen 9-5 beløb sig til 35 stk. i juni i år. Ændringerne i Saab 9-5 vil næppe for alvor ændre på denne situation, da den er oppe imod særdeles kompetente konkurrenter fra Audi, BMW og ikke mindst landsmanden Volvo - og Saaben hører ikke til blandt de billigste. Den store Saab har hidtil manglet en dieselmotor, og det har været et stort handicap på markeder som Tyskland og Frankrig, hvor mindst halvdelen af bilerne i luksusklassen sælges med dieselmotor. Men nu er Saab klar med en egenudviklet dieselmotor til 9-5eren - en ordentlig V6-basse på 3,0 liter og en ydelse på 176 hk og et drejningsmoment på 350 Nm allerede fra 1.900 omdrejninger. Klapren ved koldstart Vi har prøvet den nye diesel-Saab på en ca. 100 km lang testtur i det sydlige Skåne. Ved en koldstart - eller hvad man nu skal kalde det i begyndelsen af juli - høres en tydelig dieselklapren fra motoren ved lav fart, men den forsvinder efter et par kilometer. Motoren bliver dog aldrig direkte lydløs, da den lidt tunge diesellyd hele tiden lurer i baggrunden. Motoren har naturligvis et særdeles brugbart sejtræk fra lave omdrejninger, og der er ingen tvivl om, at bilen vil være en særdeles afslappet rejsekammerat på en langtur. Eneste klagepunkt er brændstofforbruget, som forekommer noget højt. Bilens indbyggede tripcomputer regnede selv ud, at vi kørte ca. 10,5 km/l på den 100 km lange testtur - ret langt fra Saabs løfte om ca. 14 km/l ved blandet kørsel. Prisen for Saab 9-5 med den nye 3,0 TiD-motor er ca. 575.000 kr. I januar næste år vil bilen også kunne fås med den mindre 2,2 liters dieselmotor med 125 hk. Med denne motor vil Saab 9-5 koste 495.000 kr. På sikker kurs Saab er et firma, der med rette lever højt på sit ry for at levere biler med høj sikkerhed, men en væsentlig detalje har hidtil manglet - det elektroniske stabiliseringssystem, ESP, der giver øget sikkerhed i bl.a. undvigemanøvrer. Men nu har Saab omsider udviklet et ESP-anlæg til 9-5, men det leveres kun som ekstraudstyr og i første omgang kun til benzinmodellerne, ikke til den nye dieseludgave. Nu hører Saab 9-5 ikke til de dårligst kørende biler på vejen, men også den bliver betydeligt sikrere på hjulene med ESP. En del af testkørslen var henlagt til en afspærret flyveplads, hvor en undvigemanøvre skulle gennemkøres med ca. 65-70 km/t. Først med ESP koblet fra. Bilen klarer forhindringen, men gynger voldsomt og bagenden slår et lille kækt slag, som kunne være svær at fange ind igen, hvis føreren ikke lige var forberedt på det. Elegant uden om forhindringen Derefter gik det gennem keglerne igen med ESP-systemet slået til, og nu griber elektronikken ind og bremser de hjul ned, der er i fare for at begynde at skride ud, og bilen kommer betydeligt mere elegant fra af forhindringen - som kunne være et barn, en cyklist eller en anden bilist. »Det er med ESP ligesom med ABS-bremser - den slags skulle bare være standard i alle biler«, siger vores chauffør på undvigemanøvren, motorredaktør Søren Rasmussen fra FDM, mens han styrer bilen gennem en ny opsætning af kegler. Merprisen for ESP i Danmark er ikke oplyst endnu, men i Sverige koster det ca. 3.500 kr. - billigere end et instrumentpanel med træindlæg.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Derfor lukker festival: »Det er sværere i København, end vi havde forventet«
-
Wegovy, jeg slår op
-
Rejsebureau om turismen på elsket tropeø: »Det er gået helt bananas«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























