Citroën Berlingo var ganske vist først med disse bagagebokse i specialmodellen 'Modutop', men nu slår Renault igen og gør fire flybokse til standard i den nye udgave af Kangoo, der kommer til Danmark til august. Boksene udnytter den formidable loftshøjde inde i en Kangoo. De rummer hver 15 liter, og det vil sige, at der kan snildt ligge en håndtaske, et kamera eller andet, som ikke skal ligge synligt fremme. Dermed er det også lidt lettere at leve med, at Kangoo stadig ikke har et normalt, aflukkeligt handskerum. Lavere støjniveau Selv om Renault Kangoo efterhånden er fire år gammel, forbliver det ydre helt uændret. Under metallet er der dog kommet en bedre lydisolering, der betyder, at støjniveauet ved 130 km/t er faldet tre decibel - og det er faktisk ganske meget. Til gavn for udsynet bagud er de tre bageste nakkestøtter nu konstrueret på en måde, så de kan skubbes helt ned over ryglænet, når de ikke er i brug. Kraftigere motor Og så har Renault Kangoo endelig fået noget, den har trængt til lige fra starten: En kraftigere motor på 1,6 liter og 95 hk (tidligere: 1,4 liter/75 hk). Vi har prøvet Kangoo med den nye motor på motor- og landeveje nord for Paris, og nu har bilen præcis det kraftoverskud, man tidligere har savnet. Den holder ubesværet en marchfart på 130-140 km/t, og på landevejen er der også rigeligt med kræfter til en hurtig overhaling af en lastvogn. Med den nye motor kører Kangoo ca. 13 km per liter, stort set som forgængeren. Det vil dog også være muligt at få bilen med den nye 16-ventilede 1,2 liters-motor med 75 hk, som også anvendes i Clio og Twingo. Senere på året kommer også en dieseludgave (1,9 liter/80 hk). Priserne på den nye Kangoo er endnu ikke fastlagt, men importøren skyder på ca. 165.000 kr. for 1,2-versionen. Den nye 1,6-model vil formentlig ligge på omkring 180.000 kr. Også til terræn Endnu en nyskabelse er Kangoo 4+4, en firehjulstrækker, der forventes at kunne sælges til omkring 200.000 kr. Den er udstyret med en ganske avanceret form for firehjulstræk, der automatisk sender kræfterne fra forhjulene om til baghjulene, når der er behov for det. Altså ikke noget med at skulle standse op og rykke i et håndtag for at få træk på alle fire hjul - det Nissan-udviklede system klarer det hele selv. Nok er en Kangoo 4+4 ikke helt så terrængående som f.eks. en Land Rover Defender. Den mangler f.eks. et reduktionsgear, men den klarer sig alligevel forbavsende godt i uvejsomt terræn. Vi har prøvet den på en ca. 50 km lang testrute gennem en skov nord for Paris - som i øvrigt blev noget længere og skrappere end Renault havde forestillet sig, da vores guide for vild. Stejle skovstier, hvor træstubbe ragede ud, klarede Kangoo 4+4 i fin stil, forudsat at chaufføren tacklede forhindringerne i et vist tempo og i det rette gear. Testkørslen sluttede dog med, at et par af de danske pressefolk måtte have et lift med hjem til basen i en af de andre Kangooer, da deres egen bil sad uhjælpeligt fast i et ellers ret udramatisk mudderhul. De havde begået en klassisk terrænbrøler: Kørt for tæt på den forankørende bil, som satte farten lidt ned gennem mudderhullet, og plop - så sad de der. Og så hjælper kun et slæbetov.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Rejsebureau om turismen på elsket tropeø: »Det er gået helt bananas«
-
Wegovy, jeg slår op
-
Derfor lukker festival: »Det er sværere i København, end vi havde forventet«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























