»Så grim, at man må holde af den«

Familien Schouw-Nielsen fra Dalby - tilfredse Peugeot Partner-ejere med naboer, hunde og børn. - Foto: Thomas Borberg
Familien Schouw-Nielsen fra Dalby - tilfredse Peugeot Partner-ejere med naboer, hunde og børn. - Foto: Thomas Borberg
Lyt til artiklen

Ejerne roser især bilens rummelighed, som gør den utroligt anvendelig både til hverdag og ferie. Den snupper uden problemer både en vaskemaskine og en tørretumbler i bagagerummet - og der er stadig plads til fem voksne i kabinen. Ejerne af 1,8-modellen klager dog over et lidt benzinforbrug, der kan ligge på ca. 11 kilometer per literen - og om vinteren kan der blive lidt fodkoldt på bageste række. Vi bringer her en række beskrivelser af livet med en Berlingo eller en Partner - i visse tilfælde i forkortet form. Skrivelysten er stor hos disse bilejere: En almindelig bil strammer
Vi købte vores Peugeot Partner 26. august 1999. Og siden den dag har den været en del af vores bopæl. Den første tid havde jeg altid lyst til når hele familien var i bilen, at vi bare kørte ud i verden! Hvorfor køre til Bullerup, når vi lige så godt kunne tage til Barcelona? Der er så meget plads og mulighed for bevægelse i den bil, at man føler sig fri og godt tilpas. Bagsædet er hævet syv centimeter, så ungerne kan forholdsmæssigt tidligt undvære barnesædet, hvilket naturligvis er med til at forbedre overblikket og synsfeltet for små størrelser, men samtidig er med til at øge bevægelsesfriheden. Når jeg en gang imellem er i en 'almindelig' bil føler jeg det nærmest, som om jeg har fået tøj på, der er et til to numre for små. Det strammer over skuldrene. Jeg har egentligt aldrig haft et 'følelsemæssigt' forhold til vores tidligere biler: 2CVen, det var min første bil. (Et impulskøb, der adstedkom mange hyggelige hilsner og smil fra modkørende bilister), en Nissan Sherry (en bil uden personality), en Opel Kadett (en stabil og godt kørende bil). En Opel Astra 1.6 16V (En altfor avanceret teknik, der gjorde at bilen kostede en halv herregård at eje, fordi den altid var i stykker, og fordi alle reparationer var ekstremt dyre). Så i frustration over værkstedsregningerne kørte vi rundt og kiggede på alle typer biler (Vi - en familie bestående af to høje voksne og et sæt tvillinger på seks år samt en collie), men blev ved med at vende tilbage til den grimmeste af dem alle - den var tilfældigvis også den billigste. Og nu har vi en bil, der er så grim, at man ikke kan lade være med at holde af den. Til gengæld er den godt kørende, aldrig på værksted, sjældent til serviceeftersyn - og når vi er til eftersyn, virker det i forhold til den sidste bil - næsten gratis. Vi skal ikke skifte bil i mange år frem. Alligevel kigger jeg da af og til brugtbilsannoncer, og glæder mig hver gang over, at der aldrig er brugte Berlingo/Partnere til salg - vi skiller os jo ikke af med dem. Kirsten Nielsen, Dalby
Ikke langt nok på literen
Vi er de 'lykkelige' ejere af vores anden Berlingo. Den første Berlingo Multispace 1,9 diesel uden skydedør, fik vi februar 1998, og den havde vi ingen problemer med - og jo flere kilometer, den havde kørt, jo længere kørte den på en liter diesel. Den blev solgt efter 60.000 km. Vores anden Berlingo Multispace, nu med skydedør i højre side, og med 1,9-dieselmotor, godt nok en nyere version, som skulle køre længere på literen, hvad jeg for øvrigt ikke synes den gør: ca. 13-15 km højt sat. Der er i øvrigt også andre ting, som ikke er i orden: F.eks. trænger der vand ind i de to huller, der er i bunden, der hvor bagsædets fastgørelseskrog går ned i, og der er også kommet vand ned i de to bokse under gulvet ved bagsædet. Fra undervognen kommer der nogle knage/knække lyde, som er svære at lokalisere. Disse ting er der overfor værkstedet og Citroën Danmark gjort opmærksom på, men det er ikke sket ret meget ved. Noget andet, som gælder for begge årgange er: Meget langsom opvarmning af motoren og deraf følgende langsom opvarmning og ikke særlig varm kabine. Citroëns hjemmeside: Hvorfor er deres chatsystem ude af drift?. Det har det været i meget lang tid. Er det med vilje, for at der ikke må chattes om evt. negative ting om Citroën? Henning Busch Frandsen, Kolding
Altid bud efter os
Vi købte i maj 1998 en Citroën Berlingo 1,8 Multispace. Vi har siden 1973 haft næsten hele Citroëns program, og den sidste var en Xantia. Vi har ikke i så meget som fem sammenlagte sekunder fortrudt vores køb. Vi nyder den helt formidable plads, både foran og på bagsædet, samt i det utrolige bagerum. Det er pragtfuldt at stige ind i en bil frem for at kravle ned i den. Den gode plads giver kun en ulempe: Det er altid os, der bliver sendt bud efter, når der skal flyttes noget stort. Problemer har vi da også haft: Efter 6.000 km fik motoren en mislyd i tomgang, når den var varm, og det krævede ikke mindre end tre besøg hos Citroën-forhandler Finn Jørgensen, før man konstaterede, at det drejede sig om en defekt remstrammer ved tandremmen. Her i vinter opdagede vi et unormalt stort olieforbrug, og det viste sig af være en konstruktionsfejl, som resulterer i forstopning og tilfrysning af udluftningen til krumtaphuset. Fejlen har været fatal, med store skader til følge for enkelte Berlingo-ejere, men vi slap med skrækken, og det viser, at på trods af moderne tider er det stadig en god ide at tjekke olien med jævne mellemrum. Vi har skiftet nummerpladelys, og det er ikke særlig let at se, hvordan det skal gøres. Instruktionsbogen viser kun hvordan det gøres i modellen med to halve bagdøre, men der er ingen hjælp for os, som har hel bagklap. Ayoe og Henning Jensen, Ishøj Fem voksne og en vaskemaskine
Vi er de glade ejere af en Peugeot Partner, som vi købte som ny i december 1999. Det er en diesel og den har kørt ca. 50.000 km. Den bliver brugt til kørsel til og fra arbejde, ofte flere gange om dagen (afstand 15 km), samt til almindelig familiekørsel og ferie. Vi et særdeles tilfredse med bilen. Vi har en stor familie, der går og roder med meget, så der er ofte behov for meget bagagerumsplads. Et eksempel: Forleden skulle vores voksne datter have ny vaskemaskine og tørretumbler. De kunne begge stå bag bagsædet, uden det blev slået ned, så vi kunne altså være fem voksne i bilen også. Og så til de få minusser: Vores 1,9 diesel går kun ca. 15 km/l. Vi kører meget pænt, så det er for lidt. Der er på grund af kraftige dørstolper foran to meget store blinde vinkler. Det skal man vænne sig til. Vores model er med en skydedør. Det er vi godt tilfredse med, men den er temmelig svær at åbne indefra. Der har ikke været værkstedsbesøg ud over service. I den forbindelse er der blevet repareret et par kontrollamper for henholdsvis oliestand og ABS-bremser på garantien. 45.000 km-eftersynet er temmelig dyrt: ca. 2.500 kr. Alt i alt er vi fantastisk godt tilfredse. Vi har planer om at beholde den, til den falder fra hinanden. Mette og Leo Tougaard, Fløjstrup 53.000 km uden problemer
Vi købte en Citroën Berlingo 1.8 SX med én skydedør i maj 1999 og har ikke fortrudt det et eneste øjeblik. Vi har fået en bil med stor rummelighed og anvendelighed set i forhold til prisen. Bilen har 53.000 km på bagen og har indtil nu kørt uproblematisk. Eneste problem har været en løs kontakt til airbagen, hvilket er blevet løst af værkstedet uden omkostninger for os. Nå jo så var det vist noget med at nogle af modellerne 'smed' motoren i frostvejr i vinter, men det undgik vi. Vi blev indkaldt til et servicetjek og alt var i orden. Eneste minus ved bilen er det høje benzinforbrug - 11,5 km/l kan mærkes, men det kan aldrig overskygge glæden ved at være Berlingoejer. Niels Møller Andersen, Nivå Også god til begravelser
Himmelblå med soltag - kæmpestort. Et 'impulskøb' lørdag formiddag. Det var i maj 98: En Berlingo. FARS DYT - (mor har ikke kørekort...) I den første tid jubler vi, når vi møder andre af slagsen - siden bliver bilen allemands - det forstår vi. Dejlig dyt til daglig og ferie. Op og ned ad Ndr.Frihavnsgade....ind i Brugsen - fyld bare bilen op. Et juletræ oveni. Ud i skoven og hjem igen.....børn, venner, kurve, tæpper, frokost, grene, pinde og mange anemoner.... Altid stor med mere plads - endnu. Sød og praktisk. Ungerne elsker den. Ogsaa til flytning (vores store børn flytter selv og ting og møbler - det gør sådan nogle..... hele tiden). ...så dør 'Roskilde' - og Berlingoen er også fin som rustvogn. Hele vejen fra København og op til Hirtshals med det lille lig: Af sted, af sted for at begrave missekatten midt i sandet ved det elskede sommerhus. Vi vil aldrig have en anden bil. Vi vil beholde vores blaa Berlingo!!!! Anne Abildtrup, Kbh Ø.
Praktisk til ferie og hverdag
Berlingo 1,8 SX april 1998. Ingen skydedøre. Kørt ca. 58.000 km. Vi valgte denne model udfra pris og anvendelighed samt den høje siddehøjde. I 1998 var der desuden kun to-tre bilmodeller næsten uanset pris, hvor der var fem regulære voksenpladser. Der har ingen tekniske problemer været. Ingen startproblemer. Vedvarende raslelyd fra bilens bagende viste sig langt om længe at stamme fra bagklappens indre. Årsagen var formentlig, at Pava havde samlet den forkert efter rustbeskyttelse. Største ulempe: Benzinøkonomien og dermed den grønne afgift. Officielt 11,3 km/l. I praksis 12,49 km/l. Generelt er familien godt tilfreds med 'den grimme ælling'. Svend Grønlund, Hedehusene Passende til far til fire
Jo, jeg vedkender mig da gerne, at jeg er Berlingo-ejer, og at jeg dybest set er overordentligt tilfreds. Bilen tilfredsstiller nemlig mine behov på følgende områder: Der er overdådig plads. Det er muligt at indrette bilen med seks pladser, og det er nødvendigt når man er far til fire. Selv med seks i bilen er der stadig fornem plads. Det er sjovt med alle mulige fralægningssteder overalt i bilen. Alle sæder - bortset fra ekstrasædet i bagagerummet - tilbyder god komfort. Og allervigtigst: Det er en bil, jeg har råd til både at købe og køre i til daglig. Den er billig, pladsen taget i betragtning. På minussiden: Bilen er hamrende fodkold om vinteren. Det betragter jeg som et overordentligt stort minus. Der er en lille rist til varm luft nede ved fødderne, men det er en særdeles stille brise, der kommer ud af den. Der mangler noget så elementært som kopholdere. Og på servicesiden: Jeg har store problemer med benzinmåleren. Trods værkstedsbesøg viser benzinmåleren kun knap halvt fuld tank, når den er fyldt til bristepunktet. Til gengæld lyser advarselslampen for lav benzinstand, allerede når der er 22 liter tilbage. Det må jeg leve med, mener de på værkstedet. Men på slutlinien: Jeg er overordentligt godt tilfreds med al den megen plads til alle mine koner og børn. Især til prisen. Glavind, Aalborg

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her