Grundmodellen med 2,2 liters benzinmotor koster lige omkring 400.000 kr., og det er en ganske gunstig pris, bilens størrelse og udstyr taget i betragtning. Ugens testbil er dog udstyret med dieselmotor, og så stiger prisen med ca. 100.000 kroner. Kabine og indretning: Rummeligheden fejler ikke noget i Peugeot 607. Benpladsen er rigelig både for og bag, men dog ikke helt på niveau med Audi A6. Peugeotens største trumfkort er et meget omfattende standardudstyr med bl.a. automatisk klimaanlæg og fartpilot - ting, som koster dyrt hos de tyske konkurrenter. Mindre gennemtænkt virker derimod et lille informationsdisplay i midterkonsollen, der giver oplysninger om benzinforbrug, rækkevidde, radiovalg, udetemperatur - alt sammen på én gang, og derfor bliver skriften meget lille og svær at tyde. Laminerede sideruder, der ikke kan slås i stykker, fås som ekstraudstyr for 5.000 kr., og det kan nemt vise sig at være en god investering. Et hurtigt indbrudsforsøg med en smadret rude til følge kan let løbe i en regning på det samme beløb. Decideret sølle: forsædernes ryglæn mangler trinløs justering. Sikkerhedsudstyr: Som det kan forventes af en ny bil i denne klasse, har Peugeot 607 HDI seks airbags samt rulleseler og nakkestøtter på alle pladser. Sidespejlet har også et vidvinkelfelt, men desværre har selve spejlet en lidt for 'smart' spids facon, der indskrænker synsfeltet noget. Motor og gearkasse: Peugeot 607 HDI er første dieselbil med partikelfilter i udstødningen, som dermed er renset for de mikroskopiske sodrester, der er mistænkt for at kunne fremkalde kræft. Dette filter, der skal renses for hver 80.000 kilometer for at fungere optimalt, er allerede ved at brede sig til andre og billigere modeller hos Peugeot og Citroën, og endnu har ingen af konkurrenterne kunnet fremvise noget lignende. Testvognen var udstyret med et firetrins automatgear, der ikke fungerede helt overbevisende. Det skifter for trægt ved nedgearinger, og i denne prisklasse er et femtrins automatgear efterhånden standarden. Største anke med kombinationen af denne 2,2 liters dieselmotor og automatgear er dog et helt uacceptabelt støjniveau i tomgang. Motoren støjer på en ubehagelig måde, så det næsten trykker for ørerne - støjen forsvinder, så snart bilen ruller, og ved motorvejsfart er den udpræget støjsvag og dermed meget behagelig på langture. Ved blandet kørsel vil man køre omkring 13 km per liter, og dette relativt høje forbrug betyder, at Peugeot 607 HDI med automatgear kun opnår energimærke E - partikelfilter eller ej. Køreegenskaber: Allerede inden bilens egentlige premiere var fransk motorpresse ude med riven efter Peugeot 607 og påviste, at den opførte sig usikkert i undvigemanøvrer. Peugeot gennemtænkte undervognen én gang til, og nu opfører 607 sig upåklageligt under alle forhold. Desværre har den i hvert fald i denne HDI-version fået en meget stivbenet undervogn, så på dårlig vej er der ikke blevet meget tilbage af den traditionelle franske limousine-komfort. Konklusion: For dem, der synes, at en BMW eller en Audi er lidt for steril, kan Peugeot 607 være et fristende alternativ. Merprisen for dieselmotoren er dog noget pebret, men Peugeot fortjener ros for at have sat partikelfilteret i produktion. Tilsyneladende er dog netop denne dieselmotor og automatgearet ikke nogen lykkelig kombination.
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Politikens USA-korrespondent: Trump fik ikke Grønland, men han fik lov til at tage en sejrsrunde på de sociale medier
-
Von der Leyen var knap færdig med sin tale, før jungletrommerne gik i danske medier
-
Han er simpelthen fejlcastet som Spangs afløser
-
Folk var nærmest i chok, da Rihanna pludselig stod på scenen
-
Aftalen er en kæmpe sejr for det grønlandske og danske diplomati
-
Prinsesse Dianas bror forsvarer Charles-påstand: Jeg siger sandheden
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Vi har en ny lyd-app til dig
I Politiken Lyd kan du få alt det, du godt kan lide ved Politiken, og mere til - bare som lyd.
Mads Mikkelsen havde tilsyneladende anbefalet platformen. To måneder senere var hele hendes opsparing væk
Debatindlæg af Jesper Gronenberg
Klumme af Lars Dahlager