Den lille Suzuki Swift kommer i en helt ny udgave til oktober, men ved første øjekast ser den faktisk ud til at være præcis magen til den nuværende version, der har været solgt siden 2005.
»Alt er nyt. Nyt karrosseri og undervogn. Der er andre motorer, tekniske ændringer på gearkassen, andre dimensioner på hjulene, nye sæder, nyt instrumentbord. Og den er lidt større. Akselafstanden er vokset fem centimeter, men bilen holder fast i sit kompakte design«, siger produktchef Erik Petersen fra Suzuki Bilimport Danmark, der sikkert kunne have fortsat opremsningen af nyheder, hvis vi havde givet ham lov.




























