Fri leg i grøn stue

Kawasaki Ninja 250 R er en kvik sag til en fornuftig pris på 52.000 kroner.
Kawasaki Ninja 250 R er en kvik sag til en fornuftig pris på 52.000 kroner.
Lyt til artiklen

En motor på 250 ccm?

Og 33 hestekræfter? Er det nok for en motorcykel? Tja, de fleste motorcyklister vil rynke på næsen ad tallene, men efter en dag med den nye lille Kawasaki Ninja 250R er det sværere at være negativ. For den lille frække størrelse har masser af både sjov og fornuft at byde på. Først og fremmest er den skæg at køre på. For den er let i vægt og let at håndtere. Nem at smutte med i byen, og langt frækkere at smide rundt med ude på de snoede veje end mange tungere maskiner. Måske netop fordi vejene var sjaskvåde under testkørslen i Barcelona og omegn, afslørede den sine evner til at gøre livet let for køreren. Så for næsten alle kørere vil den nok være en positiv oplevelse, som den grundlæggende var det for testkørerne. Der er lagt op til fri leg i den Kawasaki-grønne stue. Selv om den da også kan fås i sort. Godt træk i lille motor Med sine 33 hestekræfter er der træk nok i motoren til en tophastighed på 160 km/t. Og den følger i hvert fald rigtig godt med op til alle lovlige hastigheder herhjemme. Selvfølgelig har den ikke de store motorers råstyrke, men den skal bare have noget gas og nogle omdrejninger, så rykker den ganske fint. Og allerede fra omkring 3.000 omdrejninger/min kan den trække sig op i sjette gear, selv om den lever bedst og sjovest med 6.000-7.000 omdrejninger eller mere. Udseendet er direkte kopieret fra den store brutale Ninja ZX-10R, og den udstråling vil klart tiltale mange unge knægte, der nu kan få sig en rigtig Ninja. Vel og mærke lige fra køreskolen, for motoren klemmer sig lige ned under de 34 hk, som er maksimum for de nye unge kørere. Og da den samtidig kun koster 52.000 kroner, er den også økonomisk til at komme i nærheden af. Om det er pris eller udseende, der trækker hos kvinderne, er spørgsmålet, men de er godt repræsenteret blandt de over 100 forudbestillinger på maskinen, som rammer det danske marked i disse dage. For kvinderne og de mere modne købere af Ninja 250 har det sikkert også betydning, at maskinen – trods sit racer-udseende – faktisk byder på en meget opret og behagelig kørestilling. Og så er det for de fleste til at nå jorden fra det lave sæde. Komfortabel for alle Selv store personer sidder komfortabelt på maskinen, og kørestillingen kan ikke bare holdes i timevis, den giver også overblik, når der i givet fald skal pendles til og fra arbejde i storbyers myldretid. Begge dele blev tjekket meget grundigt under turen rundt i Barcelonas trafikhelvede og den korte tur i omegnens bakker. Affjedringen er i den faste afdeling, den raceragtige kåbe tager godt fra ligesom vindspejlet ved de moderate hastigheder. Til gengæld var der vist sparet lidt for meget på dækkene. Alt i alt en lille, billig og alsidig motorcykel, der kan meget mere end scootere i samme prisleje. Selvfølgelig havde det været fornuftigt at sætte ABS-bremse på af hensyn til sikkerheden, og andet udstyr er også i den mere ydmyge ende. Men det er jo prisen for en lav pris i Danmark.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her