Alt er nyt i den nye Suzuki Swift, men alt er ved det gamle.
Bilen har fået ny motor, ny undervogn, en del ændringer i kabinen og forbedret sikkerhed, men på vejen opfører den sig stort set som hidtil. Der er heller ikke pillet meget ved bilens udseende, og det kan derfor kræve mere end bare et enkelt blik at skelne den gamle Swift fra den nye. Når man ser de to sammen, er det dog tydeligt, at der er sket noget. Om ikke andet er den nye blevet større. Der er nemlig lagt 9 centimeter til i længden.
LÆS ARTIKEL Få hjælp til en lavere værkstedsregning
I kabinen er ændringerne tydelige. Der er nye instrumenter og en ny midterkonsol, hvor de musikglade nu kan muntre sig med et usb-stik til radioen og dermed lade iPod’en spille under kørslen. Hele instrumentpanelet er forarbejdet en tand finere end før, og nu er der to handskerum: et på den normale plads og et i toppen af instrumentpanelet.
Vi tager plads i den nye Suzuki Swift, der er stillet frem til prøvekørsel i omegnen af München. Her skal det måske indskydes, at undertegnede er ejer af den nuværende model, og det kan hurtigt konstateres, at der er bedre plads til langbenede bag rattet i den nye model. Forsædet kan nemlig skydes to-tre hakker længere tilbage end før, og det gavner på kørestillingen.
Men øv: Rattet kan kun justeres i højden, ikke i længden. Det er kun muligt i den dyre GLX-udgave, som ikke foreløbig kommer til Danmark. Underlegen på Autobahn Testruten fører hurtigt ud på motorvej uden fartbegrænsning. Og her lærer man inden længe, hvor den nye Swift ofte skal placere sig i hierarkiet: i indersporet sammen med lastbilerne. Motoren på 1,2 liter og 94 hk er ganske vist helt ny, og den skal ikke slæbe på så meget som før, da Swift er blevet 20 kg lettere, men alligevel er det så som så med kraftoverskuddet i den hektiske trafik på tysk Autobahn.






























