1En af fremtidens lovende biltyper har det lidt besværlige tilnavn ’plug-in hybrid’, men disse biler skal tackle mange forhindringer, inden de kan blive et dagligdags syn i Danmark. For det første er de slet ikke klar til produktion endnu, og for det andet ser de ud til at blive så dyre, at de i mange år kun vil være noget for liebhavere, der vil lufte en særlig grøn profil. Men bilerne har fået et skulderklap i den netop afleverede rapport fra Klimakommissionen – her foreslås det nemlig, at de fritages helt eller delvis for registreringsafgift. Det Økologiske Råd anbefaler også, at plug-in hybrider fritages for registreringsafgift. Dog kun, hvis de kan køre mindst 50 kilometer på en batteriopladning. To biler til afprøvning I øjeblikket kører to eksemplarer af Toyota Prius plug-in i Danmark. Det er Toyota selv, der ejer bilerne, og de skal i de kommende to år udsættes for en så dagligdags kørsel som muligt. Bilen har en batteripakke, der betyder, at den kan køre 20 kilometer på ren el, og det kan ske med en hastighed på op til 100 km/t.
LÆS ARTIKEL Kommission vil halvere prisen på hybridbiler
»Planen er, at den kommer på markedet i 2012, og der må vi se, hvordan afgiftssystemet er skruet sammen, og om den så kan komme på markedet herhjemme. Hvis der ikke sker noget, henvender den sig til et meget lille antal kunder«, siger Toyotas pressechef Anders Tystrup.
Hvis bilen skal sælges med afgifter, vil den koste ca. 650.000 kroner – heraf udgør afgifterne omkring 350.000 kroner.
Dyre og tunge batterier
Batteriet i en plug-in-hybrid lades op fra en stikkontakt, men samtidig har den en normal forbrændingsmotor, der tager over, når batteriet er gået dødt.
Toyota har endnu en del udviklingsarbejde tilbage, inden Prius plug-in er klar til salg:
»Bilen kører og fungerer fint, som den er nu, men vi gerne lave den, så den opfylder de flestes behov. Det betyder måske, at vi skal ændre på batteriet, så det giver en længere rækkevidde. Men hvis vi pludselig skal have en fire gange længere rækkevidde, så skal vi have et batteri, der er fire gange større, fire gange dyrere og fire gange tungere«, siger Anders Tystrup.






























