De danske motorcykelforhandler kigger langt efter køberne i disse år. De bliver hjemme og holder på pengene.
På fire år er der sket et fald i salg af nye motorcykler på 73 procent. I jubelåret 2007 blev der solgt 9.850 nye motorcykler i Danmark. Det var i 2009 faldet til cirka 3.800. Men bunden var ikke nået, for i 2010 faldt det yderligere til 2.296. Og det kan skrumpe endnu mere, for motorcykelbranchen frygter en yderligere nedgang i salget i 2011, siger Erik Blacha, næstformand i Motorcykel Importør Foreningen. »Vi håber på status quo, men har svært ved at tro på, at markedet ikke falder yderligere. Af mange grunde. Finanskrisen og dens efterdønninger spiller selvfølgelig ind med usikkerhed omkring fremtiden og jobbet. Specielt de unge købere holder sig væk, mange på grund af usikkerheden, andre fordi det ikke længere er let for dem at låne penge, da bankerne stiller større krav om sikkerhed for et lån«, siger Erik Blacha.



























