Fra stor til lidt mindre. Sådan foregår det i den efterhånden vidt forgrenede Mini-familie, hvor bilerne har vokset sig langt ud over de 3,05 meter, der var længden på den klassiske Mini. Sidste år blev barrieren på fire meter brudt af Mini Countryman, og denne praktiske stationcar er nu omformet til en rap coupe, indtil videre kaldet Paceman. Den blev luftet første gang på bilshowet i Detroit, og det vurderes som en kendsgerning, at den også bliver bygget inden for en overskuelig fremtid. Inspireret af den originale Som en rigtig coupe har den kun to sidedøre – Countryman har fire – og bagsædet er muligvis ikke kun til pynt. Der burde være plads til store børn eller sågar voksne. Hvis man kigger særdeles nøje på udstillingsbilen, kan man se læderbetrukne dørhåndtag. De forsvinder nok i produktionsudgaven.
Hvordan kabinen ser ud, er indtil videre en hemmelighed, men der bliver næppe pillet meget ved de typiske Mini-designtræk som det centralt placerede speedometer og den lange række af vippekontakter – begge dele noget, der er inspireret af den originale Mini. Det er håbløst at gætte på en pris på Mini Paceman, men regn ikke med under 300.000 kroner.



























