Billig transport

Sådan ser den meget billige CZ 180 ud. - Foto: John de Summer-Brason
Sådan ser den meget billige CZ 180 ud. - Foto: John de Summer-Brason
Lyt til artiklen

Skoven var endeløs, ligesom sletten jeg netop havde gennemkørt. Jeg befandt mig en varm sommerdag på en snorlige landevej mellem Torun og Warszawa i Polen, da to adrætte motorcykler med snærrende totaktsmotorer pludselig skar tværs over vejen. Begge kørerne havde jagtrifler over skuldrene. To jægere på arbejde! Inden de igen lod sig opsluge af den store skov, havde jeg identificeret motorcyklerne som tjekkiske CZ 180. En maskine, som jeg lige siden har ønsket at prøve. Til en pris af 14.996 kr. ekskl. levering. Det viser sig dog - modsætning til hvad man skulle tro - være svært at komme til at prøvekøre denne folkemotorcykel. Avancerne er så små, at importørerne ikke tager motorcykler ud til prøvekørsel, og jeg må derfor helt til Højlunds MC på Møn for at få lov at prøve et lettere brugt eksemplar af sidste nye model. Det med sidste nye model skal dog ikke tages alt for højtideligt. CZ har nemlig siden 1960'erne betjent sig af omtrent den samme motor. Nok er der i de mange mellemliggende år kommet 12 volt lysanlæg, elektronisk tænding og el-kontakter fra italienske Cagiva til. Men motoren er dog stadig den samme 1-cylindrede stempelstyrede, luftkølede totakter som altid. Noget af det mest primitive som i dag kan købes for penge. Komfortabel CZ 180 er ikke mindre, end at de fleste sidder godt . Kørestillingen er glimrende, hvilket man ikke kan sige om startproceduren, der bedst udføres med maskinen på stativ. Da karburatoren ikke har indbygget choker, skal man inden koldstart have en finger ned gennem et hul i sidedækslet for netop at 'tippe' karburatoren. Et yderligere komplicerende moment er, at CZ 180 er forsynet med en helt speciel kickstarter, der i nedsænket tilstand tjener som gearpedal. Under startproceduren har kickstarteren en irriterende tilbøjelighed til at glide over i gearpedal-position, mens man tramper løs. Så startproceduren skal virkelig indlæres. Når først motoren tager ved, lyder den pænt kultiveret af en totakter at være. Hvor motoren, der yder 13 hk, har separat oliesmøring som eneste raffinement, er der sket ting og sager med karosseriet, siden modellen trådte sine barnesko dengang Dubcek var ung. Det er umuligt at sige CZ uden at sige Jawa. CZ-motoren er i realiteten en halv Jawa-motor og fra dette tjekkiske søstermærke har CZ hentet vitale dele som hjul, bremser, forgaffel, styrkåbe og skærme, hvilket gør, at sikkerhedsudstyret - navnlig forbremsen - er fuldt ud tilstrækkeligt til at tæmme den svage motor. Et dovent dyr CZ 180 er et dovendyr, som bedst køres helt ud i gearene. Her er ikke så meget at være bange for. Gasresponsen lader meget tilbage at ønske og ligeledes effekten. Nok er momentet velanbragt, men det er så beskæmmende lidt af det. På lige vej havde jeg på intet tidspunkt maskinen over 85 km/t. Det er ikke meget. På den anden side føles CZ 180 stabil og sikker hele vejen op, selv om den ikke kan beskyldes for at være en svingæder. Tværtimod føles den lidt ustabil i fortøjet. Jeg havde den dog ikke længe nok til at kunne afgøre, om det var hjul, forgaffel eller kronrørslejer, som var i ubalance. Den lille tjekke skal have ros for sin velafstemte, komfortable affjedring. Fuld valuta - for pengene Træerne vokser som bekendt ikke ind i himlen, selv om man må sige, at CZ 180 giver fuld valuta for pengene. Men spørgsmålet er så, om det er nok? For de, der kan undvære motorvejskørsel, kan CZ 180 være en god maskine til den mest basale transport - til og fra arbejde for eksempel. Selv om den kræver noget af et startritual, og finishen er under dagens standard, må man formode, at der er mange kilometer gemt i den velafprøvede konstruktion. Højlund MC vil i denne sammenhæng godt påtage sig, at servicere en normalt kørt CZ for under 6.000 kr. årligt. Sé det er billig transport. De, der ønsker mere end bare den rå transport frem og tilbage, må se sig om efter noget andet - og dyrere.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her