Skal du ud og købe brugt er en Ford Mondeo årgang 2004 et godt valg. Fagfolk har udpeget den til ’Årets Brugtbil 2008’.
Kåringen er foretaget af en jury på 15 personer, som er et miks af journalister samt eksperter fra FDM og synsfirmaet Applus. Altså folk, der ofte har brugte biler mellem hænderne.
Men pas på rustne døre, når du undersøger et godt tilbud på en gammel Ford. Et kompromis mellem komfort og sport Den pågældende Mondeo blev bygget mellem 2000 og 2007, men det er altså kun 2004-årgangen, der er kåret som det helt gode køb. Det kan der være flere årsager til: En af dem kan være, at ESP-system ikke var standard i bilens første årgange. En af juryens medlemmer, redaktør af årbogen Brugt-revyen og journalist på Bil Magasinet, Steen Bachmann begrunder valget således: »Mondeo generation II er et glimrende kompromis mellem komfort og sport, også når den er godt læsset på ferieturen«, siger Steen Bachmann, redaktør af årbogen Brugt-revyen og journalist på Bil Magasinet. Rust i dørene De tidligere årgange af Ford Mondeo har dog også et andet problem: Risiko for rust i bagdøre og bagklap. Det skyldes en dårlig forsegling i bunden af døre og bagklap, og det kan give rustne dørbunde i biler fra de første årgange. Ford har skiftet dørene under garanti – forudsat, at bilen har været til de foreskrevne rusttjek, skriver FDM på sin hjemmeside i en gennemgang af en række populære brugtbiler. Ellers er der ikke mange faldgruber ved en Mondeo. Den er ultrapopulær hos leasingselskaberne, og det borger normalt for høj kvalitet. De gider nemlig ikke have med biler at gøre, der går i stykker i tide og utide. Et trygt køb For en køber nr. to kan det også være en stor fordel, at bilen har kørt som leasing- eller firmabil. Så har den nemlig sikkert fået service og reparationer efter alle forskrifter, og så betyder det ikke helt så meget, at der ofte følger et højt kilometertal med i købet. Den årlige rapport fra TÜV, det store tyske synsfirma, har heller ikke meget ondt at sige om Ford Mondeo. Den er ikke helt fejlfri, men til gengæld heller ikke overdænget med defekter, så også herfra siges, at den er et forholdsvis trygt køb. Mange Mondeoer er solgt i højeste udstyrsniveau, og derfor vanker der ofte godter som læderindtræk, klimaanlæg, fartpilot etc. – og køber nr. to eller tre betaler ikke ret meget mere for en topudstyret bil end for en grundmodel. Den første ejer har nemlig fået ’fornøjelsen’ af det første, store værditab. Til langfart Mondeo fås med et udvalg af benzin- og dieselmotorer. Blandt de sidste kan man roligt anbefale den, der hedder 2,0 TDCi. Den er udviklet sammen med Peugeot og er en langt bedre motor end Fords egen 1,8-diesel. En stationcar må være det oplagte valg for de pladskrævende. Den ser derfor også ud til at være lidt dyrere end de to andre varianter, som er en femdørs hatchback og en firedørs sedan. En køber skal dog være opmærksom på, at der er et kolossalt udbud af brugte Mondeoer på markedet – det er godt udgangspunkt for at presse prisen. Stort udbud presser prisen
»Jeg lånte en 2,0 stationcar fra 2004 i vinterferien og kørte 1.000 km – det var en fornøjelse, og man mærkede intet til, at den havde kørt 150.000 km. Den har et fint styretøj, gode sæder, behageligt støjniveau og en god solid 2,0-liters motor.
Et kolossalt udbud presser priserne lige nu, og på en faceliftet 2004’er fås store prisafslag«, siger redaktør Steen Bachmann.




























