Ny Toyota er til både senior og småbørn

Lyt til artiklen

Om det sidste ’s’ i Toyota Verso-S står for ’senior’ eller ’småbørnsfamilie’ skal vi ikke forsøge at afklare, men begge grupper kan få fornøjelse af den seneste tilkomst i klassen af de små MPV-biler. Toyota kan med nogen ret påberåbe sig ejerskabet til denne bilklasse – nemlig med den første Toyota Yaris Verso, der dog forsvandt fra markedet igen i 2005. Siden da er en række skarpe konkurrenter dukket op, og de kan gøre livet surt for den nye Toyota Verso-S – flere af dem er nemlig billigere. Designerne af den nye Verso-S har ikke fået lov til at sprælle ret meget. Kabinen er nærmest lidt dyster, og mange af knapperne genkendes fra andre af Toyotas modeller. Det har så også den fordel, at det er meget let at finde sig til rette, og der er ingen mysterier i betjeningen af bilen. Man stiger op i en Verso-S snarere end ind i den. Det vil sandsynligvis tiltale seniorerne, som også får et fint overblik fra det ret høje førersæde. Udsynet hele vejen rundt er stort set problemfrit – i hvert fald så længe der ikke sidder personer på bagsædet. God plads for og bag Forsæderne støtter perfekt alle vegne, og bagsæderne kan også indtages af voksne. Der er tilstrækkeligt med både ben- og hovedplads. Bagsædet kan foldes sammen med et snuptag – hiv i en knap, og siddefladen og ryglænet folder sig sammen i én bevægelse, uden at hverken nakkestøtter eller sikkerhedsseler kommer i klemme. Føreren har fint overblik over et sæt tydelige instrumenter, hvor speedometret er i XL-størrelse. Gearstangen sidder særdeles håndret, højt på midterkonsollen, hvor også de store drejeknapper til varme og ventilation er lette at håndtere. Som standard har Toyota Verso-S ingen radio – forklaringen fra den danske importør lyder, at kunderne i stigende grad vil vælge deres eget personlige lydanlæg, og derfor vil Toyota ikke pådutte dem noget fra begyndelsen.

En basisradio med cd-spiller koster ca. 3.800 kroner. Testbilen havde et anlæg med det hele: radio, cd, iPod-forbindelse via usb og navigation. Dette anlæg har vi set hos Toyota-forhandlere til 6.500 kroner, og det må siges at være en fornuftig pris.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her