Længere på literen – og i øvrigt også længere fra kofanger til kofanger.
Det er et par af ændringerne i den nye generation af BMW’s mindste familiemedlem, hvor modelnavnet begynder med et 1-tal – 116, 118 og 120 hedder de først bebudede varianter. Den nuværende 1-serie har aldrig fået specielt meget ros for sine pladsforhold, men det ændres muligvis i positiv retning i den nye version. Den vokser nemlig med 8,5 centimeter, og alt tyder på, at den ekstra længde vil gavne benpladsen på bagsædet. Ellers er bilens proportioner ret uændrede. Detaljer om bilens standardudstyr er ikke oplyst endnu. BMW vil dog tilbyde en række avanceret ekstraudstyr, som hidtil har været reserveret de større modeller. F.eks. en ottetrins automatgearkasse og alle tænkelige sikkerhedssystemer, der kan advare mod utilsigtede vejbaneskift, og en fartpilot, der selv sørger for, at bilen bremser ned i fart, hvis den kommer for tæt på den forankørende.






























