Skal bilen rustbehandles, inden endnu en hård vinter rammer Danmark, så få det bare gjort nu.
Ikke fordi behandlingen i sig selv bliver værre eller bedre i sommervarmen end i novembers eller decembers rusk og slud. Først og fremmest fordi det er lettere at komme til uden lang ventetid. Det er meldingen fra specialister i bilejernes kamp mod rusten. En anden lille fordel ved at få det gjort nu er, at når presset ikke er så stort, er der mere tid til arbejdet, og det bliver alt andet lige også mere omhyggeligt, lyder ræsonnementet. »Arbejdet kan udføres lige godt hele året rundt. Men når vinteren overrasker mange bilister, er der rygende travlt på centrene, så hvorfor ikke komme uden om køerne nu« siger teknisk chef i FDM, Jørgen Jørgensen. Sandsynlighed for sommertilbud Samme melding kommer fra rustbeskyttelsesfirmaet Dinitrols tekniske chef, Mogens Vestergaard Hansen, der peger på, at ventetiden på en rustbehandling i november tit er oppe på en måned eller mere. Han understreger, at det ikke gør nogen forskel, om vognen er sommertør eller vintervåd, når den kommer ind på centret, for den skal alligevel adskilles, vaskes, renses og tørres, før den kan behandles. Og så tilføjer han: »Måske er det muligt nogle steder at få et godt tilbud her i sommervarmen«.






























