Næppe er nyeste generation af VW Beetle kommet på gaden, før der eksperimenteres med nye varianter af den moderne 'boble'. Det sker med modellen E-Bugster, der rullede ind på scenen i Detroit, men spørgsmålet er, om den nogensinde kommer til at køre længere. VW-cheferne lovede i hvert fald ikke noget, og det er da heller ikke en bil for enhver. Det er nemlig en coupe, der er gjort så lav som muligt, og kraftige paneler bagude vil sørge for et aldeles håbløst udsyn bagud i bytrafik.
Rækkevidde på 160 kilometer
Ret meget længere end inde i byen skal den heller ikke køre, da den er eldreven og derfor må nøjes med en behersket rækkevidde på 160 kilometer. Men man kan aldrig vide - VW's nye Beetle kan sagtens tænkes at dukke op i adskillige varianter. I første omgang er det dog mere sandsynligt med en cabriolet, som kan ventes klar til sommer. VW ville nok også få et problem med Porsche, hvis de virkelig skulle gå videre med planerne med E-Bugster. Navnet udtales næsten præcis som en veletableret model fra Porsche, nemlig Boxster. VW har selvfølgelig valgt navnet, fordi 'bug' er kælenavnet for den klassiske 'boble' i USA. FACEBOOK






























