I denne weekend er der premiere på en af den nyere tids mest omtalte elbil, Renault Fluence Z.E., som er den eneste i verden med et udskifteligt batteri. Når man skal skifte batteri på bilen, kører man ind i en bygning som den, der ses på billedet herover, og som egentlig kunne ligne en vaskehal eller en drive-in burgerbar. Man får dog hverken rengjort bilen eller tilbudt noget at spise, men en robotarm griber op under bilen, fjerner det flade batteri og sætter et nyt ind. Så har man igen fuld rækkevidde på elbilen – og det vil under de mest gunstige forhold sige 180 kilometer – inden det atter er tid til et batteriskifte.
Firmaet, der står for batteridelen til Renaults elbiler, lover, at der står 14 skiftestationer klar 1. april. Kortet viser, hvor de er placeret rundt om i Danmark. Alt dette vil de formentlig gerne forklare i detaljer ude hos de forhandlere, der sælger elbiler, men kunderne kan få lidt sværere ved at få et klart svar, når de spørger, hvad deres elbil vil være værd efter tre år.






























