Den er ikke så sprælsk som en Mazda 6.
Ikke så flyderkomfortabel som en Citroën C5 og ikke så næsten absurd rummelig som Skoda Superb – men alligevel er den nye Toyota Avensis en bil, som det er umuligt at finde alvorlige minuspunkter ved. Først og fremmest er Toyota Avensis blevet en lækkert udført bil, hvor f.eks. sædernes komfort er helt på toppen. Nu havde testbilen også udstyrsniveau T2, som er 30.000 kroner dyrere end T1, men selv i basismodellen er der ingen fornemmelse af at sidde i en skrabet version. T2-pakken rummer en del detaljer, der kan afskrives i kategorien ’pynt’, men der er også brugbare sager som fartpilot og regnsensor, der selv starter viskerne i regnvejr. Alligevel kan merprisen på de 30.000 kroner for at gå fra T1 til T2 forekomme lidt høj.
Mini knapper
Fra førerpladsen falder øjnene på et sæt instrumenter med klart og tydeligt design. Rat og gearknop er her i T2-versionen beklædt med læder. På forsæderne er pladsen eksemplarisk – andet ville også være utænkeligt i denne bilklasse. Bagsædet her i Avensis er også behageligt for voksne, både når det gælder plads til hovedet og til benene.
Men det er i kapitlet ’betjening’, at Avensis må indkassere et minus. Det er nemlig ret besværligt at finde rundt i klimaanlægget, som betjenes med nogle små, gnidrede knapper.
Testbilen var forsynet med Toyotas eget indbyggede GPS-anlæg (pris: 12.000 kroner), som fungerer bedre og mere logisk end mange andre af samme slags, men placeringen af dette anlæg betyder også, at betjeningen af radioen bliver mere besværlig, da knapperne skrumper til miniformat.
Motor på sparekurs
Toyota er ved at underkaste sine motorer en kur, der kaldes ’optimal drive’. Forskellige optimeringer af ventil- og indsugningsanlægget skulle både give højere ydelse og forbedret økonomi. Toyota lover, at den prøvekørte 1,8-liters benzinmotor med 147 hk kører 15,4 km/l – og det var vi meget tæt på at opnå efter 400 kilometers kørsel. Ganske flot af en så stor bil. Samtidig er det en motor med høj ydelse – flere af konkurrenterne skal op på 2,0 liter for at få samme ydelse.
Motoren snurrer blødt og tyst. Den trækker jævnt fra helt lave omdrejninger, f.eks. fra 50 km/t i 6. gear, men skal det gå lidt mere rapt af sted, er det nødvendigt at lade motoren arbejde sig mere ud i de enkelte gear. Gearskiftet er i øvrigt en sand fornøjelse – hurtigt og præcist.
Stram undervogn






























